Fortsæt til indhold
Indland

Nu skal Københavns natteliv lukke kl. 22

Det store antal smittede med coronavirus får nu politikerne til at øge restriktionerne i hovedstaden og omegnskommunerne.

Det københavnske natteliv skal lukke klokken 22.00 fra den 17. september og frem til den 1. oktober.

Desuden skal ansatte med kundekontakt samt gæster bære mundbind, når de ikke sidder ned.

»Det betyder, at man ikke længere kan stå op og drikke en øl,« sagde sundhedsminster Magnus Heunicke på pressemødet, hvor myndighederne fortalte om yderligere corona-restriktioner, som rammer København og de 16 omegnskommuner.

Stederne skal desuden med skilte fortælle, hvor mange der maksimalt må være på serveringsstederne.

Reglerne gælder også private fester på serveringssteder samt take away. Desuden begrænses antallet af personer til superligakampe i kommunerne til 500, fortalte justitsminister Nick Hækkerup, som også fortalte, at politiet er klar til at udstede påbud og opholdsforbud, hvis personer og restaurationer ikke overholder restriktionerne.

De seneste smittetal viser, at der det seneste døgn er registreret 334 smittede med coronavirus - heraf er 74 af tilfældene i København. 55 er indlagt på det danske hospitaler - tre af dem på intensiv afdeling. Tallene betyder, at kontakttallet i øjeblikket er på 1,5.

Det betyder, at hver smittet smitter 1,5 personer i gennemsnit og derfor stiger smittetallet.

København har i den seneste tid oplevet stigende smittetal og en nattelivskultur, der så sent som i weekenden fik politiet til at løfte pegefingeren.

Rigspolitichef Thorkild Foged sagde på et pressemøde lørdag, at politiet oplevede »for mange håndtryk, for mange krammere, for mange grupper, for meget tæthed og for lidt ansvarlighed«.

Og på tirsdagens pressemøde fulgte han op.

»Folk retter sig efter politiets anvisning, men det hjælper ikke så meget, for når politiet vender ryggen til, så retter de ikke længere ind,« sagde han.

Også Odense har haft høje smittetal, men Magnus Heunicke sagde på pressemødet, at her så de allerede indførte restriktioner ud til at have haft en effekt, og derfor gælder de nye restriktioner ikke her.

»Skru ned for de sociale kontakter i efteråret. Regler og retningslinjer skal overholdes. Ellers risikerer vi, at det kan udvikle sig til en anden bølge af coronavirus,« sagde Magnus Heunicke, som fortalte, at unge i alderen 20-29 år med 446 smittede udgør en femtedel af alle syge den seneste uge.

»Vi anbefaler også, at hjemmefester slutter kl. 22. Vi skal alle tage ansvar på os. Vi skal finde samfundssindet, som vi viste i foråret, frem igen,« sagde Magnus Heunicke.