Fortsæt til indhold
Indland

DMI varsler skybrud

Ikke et eneste af hjørne af Danmark kan fredag sige sig fri for skybrudsrisiko. Men der er alligevel lidt forskelle at hæfte sig ved.

DMI har farvet hele danmarkskortet blåt i tjenestens seneste varsling.

Den blå farve signalerer ”risikomelding”, og i det aktuelle tilfælde skyldes det, at der er risiko for skybrud i hele landet i løbet af fredag.

Allerede torsdag faldt der ellers rigeligt med vand over det meste af landet med 30-50 millimeter i store dele af den centrale og østlige del af landet og hele 64,5 millimeter i Nordvestsjælland.

Selvom det nye varsel for fredag altså gælder hele landet, er det ikke enslydende over det hele.

»Der er risiko for, at bygerne kan blive kraftige og med torden i den sydlige halvdel af Jylland, Fyn og på Sjælland fredag mellem klokken 14 og klokken 22, mens der i resten af Nordjylland er risiko for kraftig regn, skybrud og torden fra klokken 18 og frem til lørdag morgen klokken 06,« lyder beskrivelsen fra meteorolog Anja Bodholdt i DMI’s melding.

For Bornholm er risikoen til stede fra fredag klokken 21 til lørdag klokken 06.

Anja Bodholdt forklarer, at det er et lavtryk, som i løbet af natten når Danmark fra De Britiske Øer, der bringer regnen med sig.

Artiklens emner
Skybrud
DMI