Fortsæt til indhold
Indland

Nye studerende får førsteret til fysisk fremmøde

Landets universiteter prioriterer mindst muligt online-undervisning til de studerende, der ved midnat får at vide, at de er optaget på en videregående uddannelse.

Når over 94.000 håbefulde studerende til midnat får at vide, om de er kommet ind på en videregående uddannelse, er det formentligt ikke kun usikkerheden om, hvorvidt de lander på den rette hylde, der fylder.

De studerende går nemlig også en usikker fremtid i møde med hensyn til fysisk fremmøde på studierne, der fortsat er præget af coronakrisen.

Det skriver DR, der har talt med flere af landets i alt otte universiteter.

Ifølge mediet er det førsteprioritet, at de nyoptagede studerende får mindst mulig online-undervisning.

»Det er en prioritet at få de nye studerende ind på campus - alene af den grund, at de jo netop er nye. Det er vigtigt med et godt studiemiljø. Og det er svært at forestille sig, at man kan starte det uden fysisk fremmøde,« siger Lone Vestergaard, studiechef på Aalborg Universitet til DR.

Universiteterne har tidligere udtalt, at de frygter, at flere studerende vil droppe ud, hvis ikke det bliver muligt at møde fysisk op på uddannelsesstederne. Bl.a. fordi det ifølge universiteterne kan være svært at opretholde det sociale studieliv, når en stor del af undervisningen foregår online.

Ifølge DR er det både bachelor- og kandidatuddannelser, som prioriterer mindst mulig online-undervisning for de nye studerende.

I starten af juli fik landets otte universiteter nye retningslinjer for afstand og forsamlinger. Det betyder, at de må fravige afstandskravet på én meter i forsamlinger på op til 30 personer. Derfor kan store auditorier fortsat ikke blive fyldt op af studerende.

Afstandskravet gør det dog muligt at foretage undervisning i mindre klasselokaler.