Fortsæt til indhold
Indland

DIF og DGI: Unge dømt i Umbrella-sagen vil ikke blive udelukket fra idrætten

Et særligt nævn under en række idrætsorganisationer har nu taget stilling til, hvorvidt dømte i Umbrella-sagen skal udelukkes idrætten.

En plet på børneattesten vil som udgangspunkt udelukke personer fra at arbejde med børn i idrætssammenhænge.

Men det vil idrætsorganisationer bestående af Danmarks Idrætsforbund (DIF), Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) og Firmaidrætten nu se bort fra, hvis pletten altså er givet i forbindelse med en dom i den såkaldte Umbrella-sag. Det skriver DR.

»Der er jo forskel på, om man distribuerer børneporno og så videresender et billede, man har fået i et øjebliks kådhed,« siger DBU’s næstformand og DIF-bestyrelsesmedlem Bent Clausen om sagen til DR. Han peger på, at »fem eller ti års udelukkelse er en hård dom.«

Beslutningen er truffet af det såkaldte Udelukkelsesnævn, der normalt tager sig af sager om seksuelle krænkelser i idrætslivet.

Umbrella-sagen omhandler flere end 1.000 personer – primært unge mennesker – der alle er sigtede for at have delt en krænkende video af seksuel karakter af to 15-årige. Sigtelserne skete i 2018, hvor dansk politi bl.a. fik hjælp af Europol til at opspore delingerne af videoen.

Mange af de i alt 996 personer, der indtil nu er blevet dømt i sagen, har fået en såkaldt plet på deres børneattest. Pletten betyder i praksis, at de ikke må arbejde med børn, og derfor ikke kan søge ind på uddannelser som pædagoguddannelsen eller være håndboldtræner i den lokale håndboldklub. Og den bliver stående på attesten i mindst 10 år.

Men med idrætsorganisationerne beslutning får det altså ikke betydning for de dømte, når det kommer til arbejde i idrætslivet.

Flere politikere kalder samtidig på en ændring af den generelle lovgivning på området, så unge, der har fået en plet på børneattesten for at dele krænkende indhold, ikke vil mærke konsekvenserne 10-20 år frem i tiden.

De Radikale, SF, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er for en sådan ændring, mens Socialdemokraterne er i mod.