Safaripark kritiserer "zigzagkurs" fra myndighederne og sender sine medarbejdere hjem
Ree Park Safari udskyder også sin åbning til efter den 10. maj.
Forvirringen om, hvorvidt danske dyreparker må holde åbent eller ej, har i denne uge været noget nær total.
Først meddelte flere af landets største zoologiske haver i en fælles pressemeddelelse, at man ville åbne igen - med visse indskrænkelser - den 1. maj, fordi man nu kunne leve op til myndighedernes retningslinjer for afstand og hygiejne. Noget, Rigspolitiet nikkede ja til.
Men onsdag meddelte både erhvervsminister Simon Kollerup og justitsminister Nick Hækkerup så, at de var betænkelige ved åbningen og kaldte det »uhensigtsmæssigt« ud fra en sundhedsmæssig vurdering at genåbne parkerne. Og derpå lød det fra Rigspolitiet, at vejledningerne var ændret, så det ikke kunne anbefales at genåbne parkerne.
Det fik de zoologiske haver til at trække i land. Og nu melder også Ree Park Safari på Djursland med stor beklagelse, at man udskyder sin planlagte åbning til et tidspunkt efter den 10. maj, afhængig af hvilke meldinger der kommer fra myndighederne.
»Jeg ser ingen anden udvej nu end at hjemsende medarbejdere på lønkompensation, og det har vi til dato faktisk kunnet undgå. I sidste ende vil det naturligvis også få en konsekvens for, hvordan vi må drive parken fremadrettet i de kommende år,« udtaler parkens direktør Jesper Stagegaard i en pressemeddelelse.
Direktøren kalder det meget beklageligt, at myndighederne har ført en "zigzagkurs" hvad angår de zoologiske haver.
»Dette er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi bakker op om myndighedernes instruktioner, for det gør vi ubetinget, men vi vil gerne påpege hvor skadelig myndighedernes divergerende udmeldinger er for virksomheder som vores,« siger Jesper Stagegaard.
Også direktørerne for de zoologiske haver i København, Aalborg, Odense og Givskud har luftet en vis frustration over, at man har modtaget modsatrettede meldinger fra myndighederne.
»Vi kunne aldrig drømme om at hæve os over hverken regeringen eller dygtige fagfolk, der har meget mere forstand på denne her situation. Men vi sidder tilbage og er dybt frustrerede, for vi var klar, og alt var under udarbejdelse,« sagde Jørgen Nielsen, administrerende direktør i Zoologisk Have i København torsdag til Ritzau.