En ny hverdag: Børn skal blive hjemme, men de må stadig trøstes og få et kram
Danskerne skal vænne sig til en virkelighed med lukkede skoler og daginstitutioner. De skal arbejde hjemme og selv sørge for at passe ungerne, og der er ikke udsigt til hverken biografture eller en tur i fitnesscentret.
Ved Borgerservice Indre By i København var der torsdag lidt over middag så godt som tomt. Touchskærmene, hvor folk normalt skal angive deres ærinde, var gået i sort. I stedet stod et par medarbejdere ved indgangen og gav de få borgere, der prøvede at strække en arm ind til det offentlige Danmark, beskeden om, at »alt er aflyst«.
På samme måde vil danskere i den kommende tid møde lukkede døre, fordi regeringens metode til at begrænse den omsiggribende coronasmitte er at lukke rigtig mange funktioner ned – daginstitutioner, skoler og alle andre uddannelsesinstitutioner bliver tømt for børn og elever de kommende 14 dage.
Vi opretholder også undervisningen i specialklasser, fordi det for disse børn kan være særligt vanskeligt at få ændret den daglige struktur.Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
Det samme er tilfældet med mange samlingssteder som biblioteker, idrætshaller og andre fritidsfaciliteter, og det er også slut med at gå til større arrangementer med over 100 mennesker. Og begrænsningerne gælder ikke alene offentlige adresser – opfordringen omfatter i høj grad private, og restauranter, fitnesscentre, private kursusudbydere osv. ser ud til at have fanget budskabet og holder lukket. Foreløbig de næste to uger.
»Jeg har brug for mine penge«
At der ikke umiddelbart er hjælp at få, kan være svært at forstå. I hvert fald hos de få personer, der måtte øjne en sidste chance for at få ordnet et ærinde i flere uger på Borgerservice i København. Ved indgangen tog en midaldrende kvinde et tørklæde op for munden og gik med målrettede skridt mod skranken. Hun gjorde den kommunale medarbejder opmærksom på, at hun manglede sin pension fra Frankrig.
Beskeden om, at »det kun er livsnødvendige ting, som vil blive behandlet«, skræmte ikke kvinden væk:
»Jamen, det er min pension. Det er livsnødvendigt, jeg har brug for mine penge.«
En lukket dør vil også være oplevelsen for de fleste børn og forældre, hvis de fremover møder op i daginstitutionen eller skolen. Med mindre forældrene varetager en såkaldt kritisk jobfunktion som f.eks. ansat på et sygehus eller i ældreplejen, hos politiet eller tager sig af socialt udsatte.
Undervisning per langdistance
For den gruppe vil der være nødpasning, og ifølge Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, er der på hver eneste skole en dør på klem.
»Ud over de forældre, som skal passe deres samfundsvigtige arbejde, er der også andre, som har brug for at få deres barn passet. Det kan være enlige forsørgere eller familier i en udsat situation. Vi opretholder også undervisningen i specialklasser, fordi det for disse børn kan være særligt vanskeligt at få ændret den daglige struktur,« siger han og understreger samtidig, at selv om klasselokalerne mestendels står gabende tomme, er det ikke ensbetydende med, at undervisningen er aflyst.
Vi er potentielt alle smittebærere, og det giver ikke længere mening at tage folk ud, fordi de har rejst i et bestemt geografisk område.Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen
I stedet skal eleverne undervises per langdistance, og selv om eleverne ikke skal sidde klinet til en computer i seks timer dagligt, mener skoleledernes formand, at eleverne sagtens kan få noget fornuftigt ud af undervisningen.
»Når det nu er sådan, vi skal arbejde i den kommende tid, er det faktisk en fantastisk mulighed for at øve sig på at arbejde på en anden måde. Både elever og lærere kan drage nyttige erfaringer, som også kan bruges i fremtiden,« siger han og mener samtidig, at de digitale læringsplatforme kan åbne øjnene hos både voksne og elever for, at der kan opstå et fornuftigt fællesskab, selv om man ikke sidder i samme lokale.
Den kommende eksamenstid bekymrer ikke Claus Hjortdal endnu, og skulle skolerne være lukkede i mange uger fremover, går det nok også, siger han:
»Kommer vi helt frem til eksamen, kan eleverne klare sig med en årskarakter, så de kan gå videre f.eks. i gymnasiet.«
250.000 studerende, som går på de videregående uddannelser, vil heller ikke have mulighed for at modtage fysisk undervisning.
På netop gymnasierne er der også lukket, og Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier, fastslår, at det daglige skema faktisk omsættes til den nye hverdag.
»Har man normalt matematik fra 11.45 til 13.15, så har man også matematik i det tidsrum fremover. Bare over computeren,« siger hun, og minder også om, at skolerne vil holde nøje øje med, at eleverne passer undervisningen hjemmefra. Ellers bliver de noteret for fravær.
»Ingen mening at tage folk ud«
De mange nye retningslinjer udspringer fra sundhedsområdet, hvor målet er at begrænse antallet af meget syge og døde af coronavirus. Også for snottede, smittede og syge er der ændringer, for Sundhedsstyrelsen har forladt den såkaldte inddæmingsstrategi, hvor mennesker med symptomer i form af hoste, feber og åndedrætsbesvær blev testet, hvis de var rejst ind fra et risikoområde. Eller havde været i nærkontakt med én, som havde.
En afbødningsstrategi er fremover den model, som sundhedsmyndighederne arbejder efter, og det betyder, at det kun er mennesker i særlig fare for at blive voldsomt syg af coronavirus, som bliver testet.
»Vi er potentielt alle smittebærere, og det giver ikke længere mening at tage folk ud, fordi de har rejst i bestemt geografisk område, og teste dem. Bliver folk syge, skal de holde sig hjemme og ikke gå på arbejde. Kun hvis symptomerne udvikler sig, skal man kontakte en læge,« siger direktør Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, og han understreger samtidig, at folk ikke længere bliver sat i karantæne af myndighederne, men i stedet skal beslutte sig for en slags »selv-karantæne«.
De hjemmearbejdende forældre må stadig godt give et knus til kone, kæreste og børn, fastslår Brostrøm, og de må også godt besøge familiens ældre, akkurat som han besøger sin mor på 81 år.
Om børnene må lege med andre, vil han ikke svare konkret på, men minder om, at corona smitter via små dråber, hvis man f.eks. står i nærheden af én, der hoster og nyser.
»Og disse dråber falder til jorden, så derfor er en afstand på et par meter en god ting. Dråberne sætter sig på overfladen – især på hænderne, så derfor skal man vaske hænder og bruge håndsprit. Samtidig er det en god idé at undgå lukkede rum og at være sammen længe sammen med mennesker i lukkede rum,« siger han, der dog godt vil slå fast, at man gerne må trøste sit barn. Hvis man er rask.
»Hvis man er snottet, skal man holde afstand. Heldigvis har børn ikke særlig stor risiko for at blive smittet,« siger direktøren.
Begrænsning på medicin
Fra alle sider bliver der advaret mod at hamstre, og når det gælder medicin, har Lægemiddelstyrelsen forsøgt at forhindre det med nye regler, som begrænser købet. Således kan kunder med recepter på medicin kun få udleveret det, de skal bruge i den nærmeste fremtid. De har ikke mulighed at købe til lager.
Det samme gælder håndkøbsmedicin, hvor man i den kommende tid højst kan erhverve sig den mindste pakning af f.eks. panodil.
Selv om mange mennesker er henvist til at blive hjemme på matriklen, er der stadig mennesker, som skal til og fra arbejde. De oplever begrænsninger på den kollektive trafik, hvor folk anmodes om ikke at klumpe sig sammen i myldretiden morgen og aften.
I følge transportminister Benny Engelbrecht er det lykkedes ganske godt, og bl.a. har den københavnske metro oplevet et fald på to tredjedele i passagertallet i morgenmylderet.
I København var kvinden, der manglede sin pension, den eneste, som fik hjælp. Ifølge Line Friedrichsen, chef for Borgerservice, er det fortsat muligt at komme i kontakt med medarbejderne.
»Til alle borgere, der har bestilt tid til at få ordnet kørekort, NemID og lignende, har vi sendt en besked om, at deres tid er aflyst. Der er kun åbent én fysisk Borgerservice i København fra fredag, og vi henstiller til, at folk ringer forud, så vi kan vurdere borgerens situation. Vi behandler kun de vigtigste opgaver, som kan være forhold omkring borgernes nærmeste familie eller økonomi.«
11 ting, som ændrer danskernes hverdag
Børn i vuggestue, børnehave og skole skal som udgangspunkt blive hjemme. Det samme gælder elever i gymnasier og andre ungdomsuddannelser plus studerende.
Alle, der ikke udfører samfundsnødvendige funktioner – f.eks. politi, sygehuspersonale og ansatte i den kommunale ældrepleje – skal blive hjemme.
Det er slut med rejse til mange steder i Europa og USA.
Det er blevet vanskeligere at få plads i den kollektive trafik, og man skal undgå myldretiden.
Ingen kram, kys og håndtryk, og man skal helst holde en afstand på over to meter fra hinanden.
Biblioteket, svømmehallen og alle andre offentlige fritidstilbud er lukket – mange private også.
Politiet kommer ikke ud til alt, heller ikke selv om det handler om vold eller igangværende indbrud.
Det er slut med store koncerter og andre forsamlinger med mere end 100 deltagere.
Hvis man bliver sløj og ellers normalt er sund og rask, skal man ikke kontakte sin læge – heller ikke selv om man f.eks. er kommet hjem fra et risikoområde i udlandet.
Man skal begrænse besøg på sygehuse og plejehjem.
Ledige og kontanthjælpsmodtagere får stadig deres ydelser, men skal ikke møde op på jobcentrene – de er lukkede.