Lang og tæt kø i Netto efter statsministerens pressemøde
Mange trodsede med det samme Mette Frederiksens formaning om ikke at hamstre og stille sig tæt sammen.
Efter statsministerens opfordring til danskerne om at lade være med at hamstre og i øvrigt holde god afstand til hinanden for at undgå smitte reagerede mange med det samme stik modsat.
De stillede sig helt tæt sammen i lange køer med indkøbskurvene fyldt med varer som pasta, kylling, mælk og toiletpapir.
I Netto i Brabrand i det vestlige Aarhus var den normalt på dette tidspunkt tomme parkeringsplads - kl. 21.55 fem minutter i lukketid – pakket med biler. Og de fortsatte med at køre ind.
Indgangsdøren var derimod låst - øjensynligt fordi butikken allerede var fyldt med kunder, fortalte en af de uheldige, som ikke selv kunne komme ind, men som havde fået en melding inde fra det varefyldte butiksområde.
I Bilka i Vejle var der også rift om varerne og tomme hylder efter aftenens pressemøde. Se videoen herunder:
Hos Netto på Finderupvej i den centrale del af Aarhus kunne man for alvor få syn for danskernes købelyst. Her var der i butikken samlet et godt stykke over 100 mennesker – selv om anbefalingerne fra myndighederne nu også går på at undgå forsamlinger med mere end 100.
Netto på Finderupvej holdt onsdag aften åbnet til kl. 23.00, og inde i butikken gik køen fra tre åbne kasser helt ned til den anden ende af butikken.
»Jeg har aldrig set noget lignende. Vi må være på vej mod en omsætningsrekord,« lød det fra en af kasseassistenterne til en kunde, der samtidig blev beroliget om, at der var varer nok på lager også til de kommende dage.
Udenfor var den røde løber endda rullet ud, men det var nu ikke i anledning af statsministerens pressemøde, men fordi butikken genåbnede efter en ombygning. Derfor var der også indkaldt ekstra personale til at håndtere åbningen – der altså udviklede sig til et ekstra stort tilløbsstykke.
»Hvad er det med det toiletpapir. Er vi på vej til at løbe tør for det. Jeg har lige hørt om én, der købte 10 pakker i Bilka,« spurgte en kunde udenfor.
Fra en anden kunde i den tætte kø inde i butikken lød det gemytligt, at hun havde en bekendt, der ikke var så ked af udsigten til at være hjemsendt i 14 dage, for det kunne give anledning til at sætte sommerhuset i stand.
Flere lokale medier beskriver lignende tilstande andre steder i landet.
JydskeVestkysten melder om »stormløb på Bilka« i Esbjerg.
»Så snart statsministerens coronapressemøde sluttede på tv, der var trængsel ved i svingdøren ved indgangen, og der var 50 meter med folk med proppede indkøbsvogne op gennem gangene ved kasselinjerne. Der var ikke mere gær i køledisken, der var ikke mere rugbrød i bagerafdelingen, men stadig paller med toiletpapir,« skriver mediet.
Fyens.dk bringer en billedserie af menneskemylderet i flere forskellige dagligvarebutikker. Ved 22-tiden var alle p-pladser ved et lille butikscenter med bl.a. en Netto i Svendborg, fyldte. Fakta i Svendborg var til aften løbet tør for gær, og i Bilka i Horsens var køerne lange, og hylderne tomme, kan mediet berette.
I en døgnåben Netto i Nykøbing og søsterbutikken på Gedservej, har der også været sort af mennesker. Salgschefen Tina Diesø fra Netto på Engboulevarden i Nykøbing fortæller til Folketidende.dk, at folk væltede ind fra kl. 21 for at sikre sig mel, pasta, gær og mælk.
Fra hovedstaden kan Tv2Lorry rapportere, at en kødrand af mennesker også meldte deres ankomst i Netto på Gasværksvej på Vesterbro efter statsministerens udmelding. Toiletpapir, frostvarer og tørvarer som havregryn blev revet væk, fortæller en kunde til mediet.
Statsministeren opfordrede på pressemødet ellers til, at borgerne ikke skulle begynde at hamstre. Ejerne bag bl.a. Netto, Fakta, Superbrugsen og Rema 1000 har i en fælles pressemeddelelse ligeledes anmodet kunderne om at følge deres normale indkøbsmønstre.
»Så vil der være nok til alle,« lover de i pressemeddelelsen.