Tusindvis bliver berørt: Kommune har aflyst foredrag, bankospil og kurser for at beskytte ældre
Aalborg og Silkeborg Kommune samt Ældre Sagen har indført et nyt tiltag for at hindre virusspredning blandt de ældre og svageste.
Det er slut med banko, foredrag og madlavningskurser for tusindvis af aalborgensere. I hvert fald for en stund.
Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune har besluttet at lukke ned for alle sociale arrangementer og aktiviteter på kommunens 36 aktivitetscentre fra onsdag morgen. Og fra torsdag morgen gælder det ligeledes alle aktivitetscentrene på handicapområdet.
Det sker for at »inddæmme smitterisikoen« af coronavirussen blandt de ældre og de svageste borgere«, oplyser Helen Kæstel, sygeplejechef ved Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune.
»Jo mere vi kan forsinke en spredning, jo større chance har vi for at give dem, som bliver syge af corona den rigtige og sikre behandling. Derfor tager vi dette initiativ, hvor vi lukker ned for de steder, hvor der er mange ældre mennesker samlet på ét sted,« siger Helen Kæstel.
Hver uge har aktivitetscentrene 14.000 besøgende. Lukningen løber foreløbig frem til udgangen af marts, hvor de ældre og de handicappede må undvære det sociale samvær i de kommunale centre.
Også i Silkeborg Kommune har man valgt at lukke ned for alle aktiviteter på daghjem og aktivitetssteder på sundheds- og omsorgsområdet.
Det gælder fra den 12. marts til og med påske, indtil andet bliver meldt ud.
Ældre Sagen har samtidig besluttet at lukke alle arrangementer og aktiviteter i hele landet frem til den 1. juni.
Ældre Sagens lokalafdelinger vil være lukkede, men det vil være muligt at komme i telefonisk kontakt med den lokale bestyrelse.
Helen Kæstel peger på, at en del af de ældre har nedsat lungefunktion og andre kroniske lidelser. En coronainfektion vil derfor ramme dem hårdt og kan være potentielt livsfarlig for nogle.
»Dem vil vi skåne, ligesom vi gerne vil forhindre, at de så bagefter går over på plejehjemmene og smitter de ældre, som bor dér, som jo ikke selv kan skåne sig – eller at de bevæger sig ud i busser. Det gælder om at holde folk lidt mere på deres egne adresser i en periode og mane til besindighed. Vi tænker, at det er en rigtig klog beslutning, og vi gør det udelukkende for at passe på vores ældre borgere,« siger hun.
Når det gælder plejehjemmene, er kommunen desuden blevet bedt om at lave en besøgspolitik, der skal begrænse smitterisiko fra gæster og besøgende.
Tidligere på dagen kom det frem, at en sosu-medarbejder på Plejehjemmet Hørgården i Aarhus-forstaden Risskov er blevet smittet med coronavirus. Hun var på nattevagt i weekenden, og derfor bliver seks beboere testet for sygdommen efter at have udvist symptomer på forkølelse eller infektion.
Medarbejderen har ikke været ude at rejse, men kan være blevet smittet af en mødedeltager i en anden sammenhæng.
Hvis du har spørgsmål til virussen, så ring til myndighedernes hotline på 70 20 02 33.
Hvis du tror, at du er syg af coronavirus, så henvend dig til egen læge eller vagtlæge, men undgå at møde op til konsultation uden aftale.