Flypassagerer bliver på jorden og sender lufthavn i kriseberedskab
Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn er styrtdykket med omkring 30 pct. på en uge. Lufthavnen beder nu regeringen om hjælp.
Det er koldt og regnfuldt herhjemme, men danskerne har ikke travlt med at rejse væk. Og folk udefra har heller ikke travlt med at rejse hertil.
Udbredelsen af coranavirus har reduceret antallet af flypassagerer i Københavns Lufthavn med en tredjedel på en uge, og det får nu Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavne, til at bede regeringen om hjælp.
Den seneste uge skulle passagertallet under normale omstændigheder have ligget på omkring 550.000 – men blot 375.000 er landet i eller lettet fra lufthavnen. Hverken terrorangrebet den 11. september 2001 eller finanskrisen gav så store aftryk på trafikken, fortæller Thomas Woldbye.
Her taler vi altså om problemer for rigtige mennesker med rigtige job, som risikerer at miste dem.Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne
Det er særligt de forretningsrejsende, som er udeblevet – men også turisterne er der længere imellem.
»Vores bedste forudsigelse er, at det bliver endnu værre,« siger han og finder det realistisk, at antallet af passagerer vil fortsætte med at dykke, til det rammer halvdelen af normalen.
Grøn, men …
Den manglende rejselyst kan mærkes økonomisk i lufthavnen, og hvis ikke der kommer hjælp udefra, kan det få fatale følger, mener lufthavnsdirektøren.
»Det er lidt at sammenligne med finanskrisen, som startede i bankerne. Vi har nu en mobilitetskrise, som starter omkring luftfartsselskaber, lufthavne og hoteller. Det kan få rigtig stor indflydelse på hele samfundet,« lyder det fra Thomas Woldbye, der konkret forestiller sig, at regeringen vil udskyde skattebetalingen, stille lånegarantier eller give støtte til andre tiltag.
Er der ikke også noget positivt ved mindre flytrafik? Til daglig gør I meget ud af at fortælle, at I gerne vil være klimabevidste. Hvis I reelt mener det, er det vel meget godt, at færre tager flyet?
»Her taler vi altså om problemer for rigtige mennesker med rigtige job, som risikerer at miste dem. Det er klart, at den grønne omstilling af luftfarten skal fortsætte lige så meget, som den altid har gjort. Det er bare ikke der, at vi har problemet nu. Luftfarten skal være grøn, men det her viser også noget om den betydning, som stærk mobilitet og stærk tilgængelighed har for et land.«
Men når I har et mål om at være en emissionsfri lufthavn, er det vel meget godt, at færre flyver?
»Det synes jeg ikke, hvis masser af mennesker mister deres job. Vi skal naturligvis lave grøn omstilling, men jeg kan ikke se, at det skal gå ud over massevis af mennesker.«
Den mest effektive måde at lave grøn omstilling på er vel at lade flyene stå på jorden?
»Nej, den mest effektive måde er at sørge for at flyve grønt.«
Men det er der jo ingen fly, der gør?
»Ikke i dag, men det kommer vi til. Jeg tror ikke, at det er så mange år ude i fremtiden, som mange måske går og forestiller sig. Men det er rigtigt, at det er to forskellige diskussioner,« siger Thomas Woldbye og understreger, at »det er klart, at ingen skal tjene penge« på en eventuel hjælpende hånd fra regeringens side.
Mandag mødes regeringen med repræsentanter fra erhvervsliv og lønmodtagere for at drøfte nogle af de udfordringer, som coronavirussen har ført med sig.