Hvorfor må hjemrejsende fra Norditalien godt tage metroen hjem? Sundhedsstyrelsen svarer
Folk må gerne tage med taxa eller metro fra lufthavnen til eget hjem, selvom de er på vej til hjemmeophold i 14 dage grundet coronavirus.
Hvis danskere i disse dage vender hjem efter ophold i Norditalien, Iran, Kina eller dele af Sydkorea, er myndighedernes opfordring, at de skal søge hjemmeophold i 14 dage, hvor de isolerer sig fra andre mennesker.
Men hvordan skal man komme fra lufthavnen og hjem, hvis rådet gælder, at man ikke bør have nærkontakt med andre mennesker?
Det spørgsmål meldte sig blandt rejsende, som torsdag aften landede i Københavns Lufthavn fra det nordlige Italien. Nogle af de rejsende ringede og spurgte på Sundhedsstyrelsens hotline om coronavirus. Herfra lød svaret, at de rejsende godt måtte benytte metro eller taxa.
Det undrede både Lars Jacobsen og efterfølgende læsere af artiklen om hans hjemrejse.
Lørdag stod Sundhedsstyrelsen dog ved svaret, og nu uddyber overlæge i styrelsen Bolette Søborg så begrundelsen for det.
»Dem, vi opfordrer til det, er folk uden symptomer. For det er klart, at for folk med symptomer på smitte er det ikke tilfældet,« starter Søborg med at understrege.
Hun minder om, at de 14 dages hjemmeophold er tiltag, der gøres ud fra et forsigtighedsprincip. Derfor antager man langtfra, at raske folk udgør en akut smittefare, hvis de eksemeplvis kommer hjem fra skiferie.
Hun forklarer yderligere, at man antager, at folk først kan videreføre smitten fra omkring en dags tid før, de selv udviser symptomer.
»Så er det klart, at skulle personen udvikle symptomer dagen efter, man er kommet hjem, så kan der have været en lille smule smittefare dagen før. Men der må man også selv have pli til ikke at give hånd eller kramme taxachaufføren eller nyse eller hoste på andre,« siger Bolette Søborg.
»Smitterisikoen er lille for folk uden symptomer. Eksempelvis de danske skiturister har også allerede ret mange informationer. Derfor bør de også agere ansvarligt,« opfordrer Bolette Søborg.
Sundhedsstyrelsen besluttede lørdag at opgradere informationsindsatsen i danske lufthavne med yderligere information om coronavirus på både dansk og engelsk til alle rejsende.