Kinesisk handelskammer kræver »en oprigtig undskyldning til det kinesiske folk«
Det kinesiske handelskammer i København, som repræsenterer milliardvirksomheder, vil også have en undskyldning for avistegning.
Det kinesiske handelskammer i Danmark, der repræsenterer store kinesiske virksomheder her i landet, kræver nu også, at Jyllands-Posten og tegner Niels Bo Bojesen giver en undskyldning til det kinesiske folk.
Det sker, efter den kinesiske ambassade i København har krævet, at Jyllands-Posten undskylder for en tegning om Kina og coronavirussen.
Handelskammeret, Chinese Chamber of Commerce in Denmark (CCCD), er ifølge generalsekretær ærgerlig over, at Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, har afvist at undskylde for tegningen og sagt: »Vi kan ikke komme med en undskyldning for noget, vi ikke mener, er forkert.«.
»Det er en skam, og det er synd, at han sagde det,« siger generalsekretær John Lui fra CCCD, som håber, at både JP og tegneren bag ændrer holdning:
»Vi håber, at avisen og kunstneren, der lavede tegningen, vil give en oprigtig undskyldning til det kinesiske folk,« mener Lui.
»Vi kan ikke lide den, og jeg tror ikke, at nogen kinesere vil kunne lide den,« siger generalsekretæren, som har allerede har fået flere henvendelser fra landsmænd i Kina om tegningen.
Hvad gør du så? Fortæller du dem, at traditionen for ytringsfrihed er anderledes i Danmark end i Kina? Forsøger du at berolige dem?
»Ikke endnu. Jeg - og de fleste folk - respekterer ytringsfriheden. Det er noget, som vi forstår. Men før man laver eller skaber noget, så skal man sætte sig ind i baggrunden, man skal studere lidt. Og jeg mener, at ytringsfriheden har en bundlinje – af menneskelig natur, af moral,« siger John Lui, der mener, at JP’s tegner har begået en stor fejl ved ikke at sætte sig ind i det kinesiske flags symbolik, før han tegnede det.
Flaget har været Kinas flag i 70 år og er dermed relativt nyt i historisk perspektiv. Det er nationalflag for Folkerepublikken Kina og er først indført efter den kommunistiske magtovertagelse i landet. John Luis udlægning af flaget - som ikke er alles udlægning - er, at den røde farve symboliserer blodet og anstrengelserne fra borgerkrigen. Den store stjerne symboliserer regeringen, og de fire mindre stjerner repræsenterer forskellige folk.
John Lui gentager flere gange, at han støtter ytringsfrihed, men der skal være en grænse og »respekt for den menneskelige kultur«, siger han.
Handelskammeret har ifølge generalsekretæren cirka 20 medlemmer inden for forskellige brancher. Han vil ikke sætte navne på medlemmerne, men da kammeret blev stiftet i 2018 fremgik det, at af blandt andet mediet Copenhagen Post, at medlemsvirksomhederne talte tech-giganten Huawei, Bank of China og Air China. Lanceringen skete ved en middag med både daværende erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) og ambassadør Deng Ying på gæstelisten.