Fortsæt til indhold
Indland

Kampen om nedlagt plejehjem i Hjørring fortsætter

Hjørring Kommune kritiserer Ankestyrelsens afgørelse, som ophæver kommunens beslutning om at omdanne plejehjemmet Havbakken.

Om igen, lyder beskeden fra Ankestyrelsen til Hjørring Kommune, som i slutningen af sidste år omdannede plejehjemmet Havbakken til selvstændige ældreboliger og dermed ændrede hverdagen for de ældre beboere. I stedet for hjælp og omsorg fra det faste plejehjemspersonale er beboerne de seneste måneder blevet betjent af medarbejdere fra hjemmeplejen.

Ankestyrelsen ophæver med sin afgørelse Hjørrings beslutning, men det faste plejehjemspersonale er ikke umiddelbart på vej tilbage, for »vi har ikke sunket skråen endnu«, som borgmester Arne Boelt (S) formulerer det.

Han understreger samtidig, at Ankestyrelsens afgørelse efter kommunens mening hviler på forkerte oplysninger og i øvrigt har langtrækkende konsekvenser for både Hjørring og landets øvrige kommuner.

»Med afgørelsen siger Ankestyrelsen i princippet, at vi kun må bruge fast tilknyttet personale på plejehjem. Men det kan ikke lade sig gøre at drive ældreplejen på den måde. Alle kommuner bruger vikarer og hjemmeplejen til f.eks. at hjælpe til om aftenen og natten på plejehjemmene,« siger Hjørrings borgmester, som har kontaktet kommuneforeningen KL for at få assistance.

Ankestyrelsens afgørelse kommer på baggrund af en konkret klage fra en beboer, og umiddelbart har kommunen ikke mulighed for at anke afgørelsen. Derfor kan sagen i sidste ende – ifølge Arne Boelt – ende ved en domstol.

»Vi og alle andre kommuner kan ikke leve med den afgørelse,« siger han.

Ældre Sagen har kritiseret Hjørrings beslutning og stævnet kommunen. Direktør Bjarne Hastrup glæder sig over Ankestyrelsens afgørelse, fordi »vi har fået stadfæstet, at kommunerne ikke bare kan erstatte det fast tilknyttede personale i en plejebolig med hjemmehjælp for at spare penge«.

Ældre Sagen har endnu ikke besluttet, om organisationen vil droppe stævning og retssag.