Nyt hold Irak-soldater bliver i Danmark indtil videre
Indtil træningen af irakiske sikkerhedsstyrker bliver genoptaget, forbliver en del af det nye hold i Danmark.
Efter angreb på Al Asad-luftbasen i Irak vil det nye hold af danske soldater, der skal træne sikkerhedsstyrker i Irak, blive i Danmark indtil videre. De vil dog med kort varsel være klar til at tage til Irak.
Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
- Det vigtigste for mig er soldaternes sikkerhed. Samtidig skal vi stå klar til at videreføre støtten til Irak og indsatsen mod terrororganisationen Isil (et andet ord for Islamisk Stat, red.), så den ikke igen får fodfæste i Irak, udtaler forsvarsminister Trine Bramsen (S).
- Indtil træningen forhåbentlig snart genoptages forbliver den del af det nye hold uden operative opgaver i Danmark. Soldaterne vil være klar til med kort varsel at tage til Irak.
Det er på grund af sikkerhedssituationen i Irak, at træningsaktiviteterne er indstillet, og derfor opholder størstedelen af de danske soldater fra Al Asad-basen sig i øjeblikket i Kuwait.
Det drejer sig om cirka 100 soldater, som efter et missilangreb, der blandt andet ramte basen, blev flyttet til Kuwait.
De resterende cirka 30 soldater er blevet tilbage på Al-Asad-basen, hvor de blandt andet har til opgave at bevogte dele af basen.
De kommende dage vil forsvaret begynde den planlagte udskiftning af personel mellem det nuværende hold 10 og det nye hold 11.
De danske soldater, som i øjeblikket befinder sig på basen, bliver afløst af en del af hold 11.
Forsvaret gennemfører udskiftningen trinvist for at sikre, at soldaterne kan overdrage erfaringer til hinanden. Det gælder især på luftbasen.
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper den militante gruppe Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.
/ritzau/