Fortsæt til indhold
Indland

Danmarks behandling af udlændinge på Udlændingecenter Ellebæk overrasker Europarådet

Europarådet kan sætte Danmark i et dårligt selskab med bl.a. Rusland, hvis forholdene på Ellebæk ikke forbedres.

De er ikke dømt for kriminalitet, men alligevel behandles beboerne på Udlændingecenter Ellebæk værre end indsatte i danske fængsler ifølge en ny rapport fra Europarådet.

Forholdene er faktisk blandt de dårligste på sådan et center i Europa, mener lederen af en delegation fra Europarådets torturkomité, som i Danmark har undersøgt fængsler og andre indespærringsinstitutioner.

Jeg er enig med torturkomitéen i, at vi på nogle områder har haft et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb, og det arbejder vi på at rette op på.
Thorkild Fogde, direktør i Kriminalforsorgen

»Når man sammenligner Ellebæk med et dansk fængsel, selv et af de ældre, så ser man tydeligt, at de fysiske forhold er værre. Sengene er i stykker, skabene er i stykker og er ikke blevet repareret. De sanitære forhold var præget af mug, lugtede og havde dårlig hygiejne. Det er meget problematisk,« siger delegationsleder Hans Wolff, professor i medicin og til daglig chefpsykiater i fængselsvæsnet i Genève, Schweiz.

Nøgenvisiteringer

Hans beskrivelse af situationen er på linje med fotomateriale fra TV 2, der har haft adgang til de ramponerede beboelsesområder i Ellebæk, der er en separat del af Sandholmlejren i Nordsjælland og bebos af personer, som ikke medvirker til deres egen udsendelse.

Komitéen finder det meget forkert, at Ellebæk i så høj grad minder om et fængsel. Ifølge komitéen kunne der f.eks. ikke ske noget ved, at beboerne havde en mobiltelefon, men besiddelse af en sådan straffes med 15 dage i isolation – ligesom i fængsler. Og beboerne nøgenvisiteres, når de har spillet fodbold eller cricket, for at tjekke, om de har fået kastet f.eks. en telefon over hegnet.

Personalet i Ellebæk er fangevogtere fra fængslerne og har ifølge Hans Wolff taget kulturen og stilen derfra med sig. Han og komitéen peger på flere punkter, hvor Ellebæk-beboere stilles værre end indsatte. Udearealer mangler bænke og læ, og kvinder har kun 30 minutter udenfor om dagen (mod en time i fængsel). Der er færre muligheder for aktiviteter, det halter med fokus på psykiske problemer, og der er dårligere overordnet kontrol med disciplinærstraffe.

Ifølge Hans Wolff kan man måske klare tre-fire dage eller en uge på Ellebæk. Men mange sidder der i månedsvis, og gennemsnitstiden er 32 dage.

Blandt Europas værste

Alt i alt er Ellebæk et af de værste centre af sin slags i Europa, mener professoren, som dog ikke vil uddybe:

»Vi afstår generelt fra at sammenligne med andre lande, så jeg ønsker ikke at gå i detaljer, men jeg kan sige, at i mange, mange lande i Europarådet er alle disse punkter – og især de fysiske forhold – langt bedre end det, vi fandt i Danmark.«

Og sammenligner man relativt – altså holder sig for øje, at Danmark er blandt de rigeste af Europarådets over 47 medlemmer – ser det endnu værre ud, lyder det:

»At et højtudviklet land som Danmark efterlader folk i meget dårlige forhold – nærmest med vilje, som udtrykt af nogle politikere – det kan udgøre nedværdigende behandling.«

Torturkomitéen stiller i rapporten krav om et omfattende renoveringsprogram i Ellebæk og beder regeringen svare på kravet inden for tre måneder. Torturkomitéen kan ikke tvinge regeringen til noget, men kan skrue op for sine besøg i Danmark, som i øjeblikket sker med cirka fem års mellemrum. Det vil sætte Danmark i et dårligt selskab.

»Der er lande, der bliver besøgt hvert år eller flere gange om året, såsom Tyrkiet, Bulgarien og Rusland. Jeg kan forestille mig, at Danmark ikke ønsker sådan en publicity,« siger Hans Wolff, der kalder det »et uformelt pres«.

Ellebæk drives af Kriminalforsorgen. Direktøren, Thorkild Fogde, finder det svært at undgå fængselsfornemmelser i Ellebæk:

»Når man har en institution, hvis hovedformål er at holde folk frihedsberøvet, er det meget svært at undgå, at den bliver fængselslignende. For den måde, man forhindrer folk i at flygte på, er ved hegn, mure, porte, elektronisk overvågning og sikkerhedsbemanding,« siger han, men medgiver, at der er problemer:

»Jeg er enig med torturkomitéen i, at vi på nogle områder har haft et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb, og det arbejder vi på at rette op på.«

Thorkild Fogde tilføjer, at man er i gang med at ansætte pædagogiske assistenter, så der ikke kun er fængselsbetjente, »netop fordi Ellebæk ikke er et fængsel«.