Fakta: Cavling er journalistikkens største pris
Med Cavlingprisen, som er blevet uddelt siden 1945, følger en statuette og 25.000 kroner.
Cavlingprisen er den mest prestigefyldte danske journalistiske pris.
Den uddeles hvert år til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, som i særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år.
For 2019 går prisen til Jyllands-Postens journalister Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl for deres afsløringer af, hvordan sygehuse i strid med de nationale retningslinjer gav kvinder mangelfulde undersøgelser for brystkræft.
Læs her om prisen:
- Fonden bag Cavlingprisen blev indstiftet 18. december 1944 til minde om Henrik Cavling, der foruden at være en højt æret journalist og redaktør stiftede Dansk Journalistforbund.
- Til oprettelsen af Cavlingprisen bidrog forbundet med 15.000 kroner. Politiken gav 10.000 kroner og Berlingske Tidende 5000 kroner.
- Det er udbyttet af disse beløb, der hvert år giver midler til uddelingen af den journalistiske hæderspris.
- Selve prisen blev uddelt første gang i 1945 til journalist Henrik V. Ringsted. I år er det 72. gang, at den uddeles. To år - 1955 og 1958 - har været uden modtagere.
- Med prisen på 25.000 kroner følger Jørgen Rodes statuette af Henrik Cavling.
- Vinderen af Cavlingprisen udvælges af en særlig komité. Komitéen vælges for tre år ad gangen og kan genvælges.
Kilde: Dansk Journalistforbund.