Brandfolk beskudt med fyrværkeri flere steder i landet
I Albertslund blev en 17-årig dreng anholdt for at skyde bomberør mod brandvæsenet.
I København, Valby, Roskilde, på Fyn og i Aarhus måtte brandfolk nytårsaften og nytårsnat dukke sig for fyrværkeri, der forsætligt var sendt i retningen af dem.
Det skriver TV 2.
I alt 17 gange blev brandfolk beskudt med fyrværkeri. Det viser en opgørelse fra Danske Beredskaber.
På Fyn måtte Beredskab Fyn eksempelvis tage ud for at slukke en containerbrand. Her oplevede brandfolk, at fyværkeriet fløj om ørene på dem.
»Heldigvis kan vi stå i ly af den store container, der brænder, og vores køretøj, men det springer om ørerne på os,« siger koordinator ved Beredskab Fyn, Michael Roed Jensen TV 2.
I Albertslund blev en 17-årig dreng anholdt for at affyre bomberør mod brandvæsnet i det, politiet betegner som et decideret baghold.
Ifølge politiet var den 17-årige en blandt flere unge, der havde sat ild til en affaldscontainer for at lokke brandvæsenet til stedet.
Det oplyser Morten Steen, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.
»Det var mere held end forstand, at der ikke var nogen der kom til skade, for det sprang cirka en halv meter fra brandfolkene,« siger han.
Politiet var på forhånd advaret om de unges hensigter. Klokken 22.23 modtog de en melding om, at det så ud til, at nogle unge pønsede på noget ved Fosgården.
»Derfor var vi massivt til stede i området med en koordineret indsats, så vi kunne snuppe ham med det samme,« fortæller vagtchefen.
Den 17-årige vil blive sigtet for forsætlig brandstiftelse og for straffelovens §252, som handler om hensynsløst at have udsat tilfældige for fare.
Ifølge Hovedstadens Beredskab blev brandfolk i hovedstadsområdet beskudt fem gange. Det oplyser beredskabet på Twitter.