Få måneder efter åbningen: Københavns nye metroring lukker helt i januar
Cityring M3 blev indviet i september. Nu varsler Metroselskabet en fuld lukning af metrolinjen på grund af softwareopdatering.
Københavns nyåbnede metrolinje, Cityringen, bliver lukket helt ned i to uger i januar, fordi Metroselskabet skal opdatere en række softwaresystemer.
Det oplyser Metroselskabet ifølge Ingeniøren i en orientering, der er sendt til Folketingets transportudvalg.
Det er planlagt, at lukningen skal finde sted i uge 3 og 4, skriver Metroselskabet.
»Metroselskabet har vurderet flere mulige fremgangsmåder for tilrettelæggelsen af testningen, dels ud fra hensynet til hvad der er teknisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, dels ud fra hensynet til at mindske generne for passagererne. Selskabet har således overvejet flere variationer af en løsning med aften- og natlukning i otte timer, men er nået frem til, at en løsning med en fuld lukning i to uger samlet set vil give de mindste gener for passagererne,« skriver selskabet.
Metroselskabet er klar over, at en fuld lukning vil berøre et stort antal passagerer, men til gengæld slipper pendlerne for daglig usikkerhed om, hvorvidt metroen vil kunne køre til tiden i morgentimerne, lyder argumentet.
Grunden til lukningen er, at man skal opdatere metrotogenes styresystemer i forbindelse med en sikkerhedstest af den nye linjeføring, M4, som fra cityringen kører mod Nordhavn og Orientkaj. Det betyder, at man skal lukke hele det nuværende styresystem flere gange.
»Den sidste testfase er nødvendig for, at vi kan åbne den nye metrolinje til Nordhavn, og det kan ikke gøres uden at forstyrre driften på Cityringen,« siger Metroselskabets adm. direktør, Henrik Plougmann Olsen, i en pressemeddelelse.
Ifølge selskabet er der tale om »store komplicerede softwaresystemer, som er afgørende for passagerernes sikkerhed«.
Metroselskabet har tidligere oplyst, at man ville teste de nye systemer om natten samt i weekenden. Men nu har man altså besluttet at lukke helt for Cityringen. I stedet vil man indsætte busser, der skal dække »hovedparten af stationerne« på M3, som det hedder i orienteringen.
Opstarten af testkørslen på M4 samt lukningen af M3 Cityringen sker fra søndag d. 12. januar til og med søndag den 26. januar. Den nye linje mod Nordhavn skal efter planen åbne den 1. april 2020.
Metroselskabet forventer at tabe omkring 15 mio. kr. i passagerindtægter på den to uger lange lukning.