Fortsæt til indhold
Indland

Nu må sandfodringen ved Lønstrup gå i gang

Miljø- og Fødevareklagenævnet har givet Kystdirektoratet grønt lys til at kystsikre på en kilometerlang strækning.

Kystdirektoratet har i år måttet vente i knap fire måneder med at komme i gang med sandfodringen ved Lønstrup i Jammerbugten og syd for Søndervig på Holmsland Klit.

Men nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet afvist den borgerklage, som har forsinket hele processen, og dermed kan sandfodringen på den omkring en kilometer lange strækning gå i gang. Det oplyser Kystdirektoratet.

»På den praktiske side er alt klappet og klart, og vi venter nu kun på, at vejret tillader, at arbejdet kan gå i gang. Vi har gjort alle forberedelser under klagesagens behandling, så vi er klar til at rykke ud af starthullerne med det samme,« siger områdechef Niels Kristian Kvistgaard fra Kystdirektoratet.

Det er Skagen-opfinderen Poul Jakobsen, som har klaget over sandfodringen. Han har selv opfundet nogle drænrør, som han mener har en bedre virkning mod erosion end sandfodring. Rørene har flere gange været gravet ned i sandet på stranden på bl.a. Holmsland Klit, men Poul Jakobsen er blevet bedt om at fjerne sine rør igen.

Og nu er hans klage over sandfodring ved Lønstrup by altså blevet afvist af Miljøklagenævnet med henvisning til, at han ikke har en særlig tilknytning til området og derfor ikke er berettiget til at klage.

I 40 år har det været en del af årets hjul, at Kystdirektoratet i disse efterårsuger pumper sand ud i vandet langs den jyske vestkyst. Sandfodringen skal forhindre havet i at æde for meget at kysten, men i år har der hidtil ikke kunnet sandfodres på grund af den ene borgers klage.

Typisk udføres arbejdet under rolige vejrforhold i sommermånederne, men fordi klagen har udsat sandfodringen i år, har entreprenøren sagt ja til at begynde opgaven under noget vanskeligere vejrforhold.

»Optimalt set havde vi allerede gennemført sandfodringen,« siger Niels Kristian Kvistgaard og tilføjer, at kysten ud for Lønstrup er i »generelt god stand«.

Erling Mikkelsen er formand for Grundejerforeningen Strandfogedgården/Lønstrup, har tidligere forklaret til Jyllands-Posten, at han fandt klagen over sandfodringen »uanstændig«.

»Det svarer til, at man forhindrer, at der bliver saltet på vejene en vinter, fordi man ikke selv tror på, at saltet har en effekt,« lød det fra formanden.

Ud for Lønstrup by tager havet i gennemsnit en til halvanden meter af kysten hvert år.