Fortsæt til indhold
Indland

Fire trossamfund har mistet retten til at foretage vielser

To kristne og to hinduistiske trossamfund mister deres anerkendelse, da de ikke har opfyldt forpligtelser.

/ritzau/

Fire trossamfund får tilbagekaldt deres officielle anerkendelse, fordi de ikke har opfyldt deres indberetningspligt.

Det skriver Kirkeministeriet på dets hjemmeside.

Der er tale om to kristne trossamfund - Den Makedonske Ortodokse Kirke og Menigheden af Kristne i Danmark i Jesu Navn.

Derudover er der tale om to hinduistiske trossamfund - Trossamfundet Sikh Foundation Denmark og Sree Abirami Amman Temple.

Det er ifølge Kirkeministeriet første gang, at trossamfund mister deres officielle anerkendelse efter vedtagelsen af Trossamfundsloven i 2017.

Der er cirka 200 anerkendte trossamfund i Danmark.

De er alle forpligtet til at indberette en række oplysninger om deres organisation, økonomi og trosgrundlag til Trossamfundsregistreret.

Det har de fire trossamfund ikke gjort trods flere rykkerskrivelser, oplyser Kirkeministeriet.

Det er ifølge ministeriet baggrunden for, at de nu mister deres officielle anerkendelse som trossamfund.

Hvis et trossamfund ikke er anerkendt, bortfalder de retsprivilegier, som følger af anerkendelsen.

Det betyder, at trossamfundets religiøse forkyndere ikke kan søge om bemyndigelse til at foretage vielser.

Desuden kan deres økonomiske grundlag muligvis blive forringet, da skattebegunstigelser er betinget af en anerkendelse.

Selv om de pågældende trossamfund mister deres officielle anerkendelse, medfører det ikke et forbud mod dem eller deres aktiviteter.

Et bredt flertal på Christiansborg stod i december 2017 bag loven om trossamfund og oprettelsen af et trossamfundsregister.

Loven giver mulighed for at tilbagekalde den officielle anerkendelse, hvis en række krav ikke er opfyldt.

Per 2. september var der 45 trossamfund, der ikke havde opfyldt betingelserne. Tallet er nu nedbragt til fire, som ikke får flere chancer.

De fire trossamfund kan på ny søge om godkendelse på et senere tidspunkt, hvis de ønsker det.

Artiklens emner