Emilie Mengs mor: »Det bliver ved med at køre i mit hoved og mine mareridt, at denne person stadig er derude«
I en ny DR-dokumentar udtaler Emilie Mengs mor sig for første gang om, da hendes datter forsvandt og siden blev fundet dræbt.
Mere end fem måneder skulle der gå, før familien fik vished om 17-årige Emilie Mengs endeligt. Men hvem, der dræbte hende, er der efter tre år endnu ikke svar på.
I en ny DR-dokumentar - ”Emilie Meng - en efterforskning går galt” - som har premiere mandag, bliver der sat spørgsmålstegn ved, om politiets efterforskning har været grundig nok. Samtidig fortæller Emilie Mengs mor, Helen Meng, for første gang om tiden efter den 10. juli 2016, da hendes datter forsvandt på vej hjem fra Korsør Station.
Hun havde været i byen med sine venner, som tidligt om morgenen tog en taxa fra stationen. Men Emilie Meng havde afvist at tage med, da hun ifølge forklaringen hellere ville være alene og derfor gik ad en sti mod sit hjem knap fire km væk.
Den 24. december blev hun fundet dræbt i en sø i Borup. Gerningsmanden er aldrig fundet.
Helene Meng fortæller, at hun om morgenen den 10. juli havde fundet sin datters værelse tomt og derfor forgæves havde forsøgt at sms’e og ringe og til hende. Efterfølgende ringede hun til Emilie Mengs veninde, der kunne berette, at datteren var gået alene kl. 4.
»Det, der fylder rigtigt meget, er billeder i mit hoved af Emilie, der kommer gående på en sti og råber om hjælp, og der er ikke nogen, der hjælper hende. Det er ubærligt,« siger Helene Meng i dokumentaren.
De første dage efter den 17-åriges forsvinden gik politiet ud fra, at hun var stukket af hjemmefra, men hurtigt stod det klart, at der var sket en forbrydelse. Ifølge DR-dokumentaren er det sandsynligt, at Emilie Meng mødte sin gerningsmand på den sti, som hun fulgte på sin vej hjem. Politiet efterlyste en hvid kassevogn i forbindelse med sagen, men dokumentaren viser samtidig, at politiet undlod at tjekke to overvågningskameraer, som kunne have spottet en hvid varevogn på ruten fra Korsør til Borup. I et andet tilfælde henvendte politiet sig først efter mere end 30 dage vedrørende overvågningsmateriale. Da var optagelserne slettet.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har ikke ønsket at blive interviewet til dokumentaren, men siger ifølge DR i et skriftligt svar, at »visse efterforskningsskridt ikke blev taget i opstartsfasen«.
»Der er rigtig megen vrede. Selvfølgelig først og fremmest mod ham, som har gjort det her. Han har ødelagt Emilies og vores liv. Og så selvfølgelig sekundært mod politiet, fordi de har i den grad bare sløset med det her. Gerningsmanden kunne måske have været fundet i dag, hvis de havde gjort deres arbejde,« siger Helene Meng i dokumentaren.
Hun fortæller, at det har været svært at blive boende i Korsør efter drabet på datteren.
»Det bliver ved med at køre i mit hoved og mine mareridt, at denne person stadig er derude,« siger hun og tilføjer, at hun ikke kan lade være med at tænke på, om gerningsmanden er blandt menneskene omkring hende, når hun handler.
Forleden kom det frem, at det netop var en revurdering af Emilie Meng-sagen, som viste, at der var fejl i de teledata, som politiet baserede efterforskningen på. Fejl, som viste sig at være systematiske.
Fredag sagde bistandsadvokat for Emilie Meng Mai-Brit Storm Thygesen:
»Allerede dengang undrede det mig og familien, at der ikke lå et svar i de teleoplysninger, som blev samlet. Vi kunne ikke forstå det, og vi syntes også, at det var mærkeligt, at politiet ikke stillede sig selv flere spørgsmål. Allerede dengang havde jeg bekymringen, om det kunne være en mere generel fejl.«