Grov telefonfis sendte hundepatrulje på jagt i Rødby
Tre teenagedrenge i Rødby havnede i problemer med politiet efter en række opkald til alarmcentralen.
Tre drenge på 14, 15 og 16 år er kommet i alvorlige problemer, efter de torsdag aften valgte at tage en telefon frem, taste 1-1-2 og give sig i kast med at lave telefonfis med alarmcentralen.
Grunden til, at det ser så alvoligt ud for teenagedrengene, drejer sig om indholdet af samtalen, skriver TV 2 Øst.
For det opkald, som alarmcentralen modtog, drejede sig om en gidseltagning.
Derfor sendte Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi straks tre patruljer med udrykning mod den adresse i Rødby, hvor de kunne spore opkaldet til.
Inden patruljerne nåede stedet fik alarmcentralen flere opkald derfra, hvor det blandt andet blev sagt, at »de skulle have skudt gidslet, og at politiet ikke behøver komme alligevel.«
»Vi får en mistanke på vej dertil, om at det kan være nogle unge mennesker, der måske laver drengestreger. Men vi tør og kan ikke udelukke, at det kan være noget kriminelt, der er foregået,« fortæller fungerende vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Otto Nielsen til TV 2 Øst.
Så snart politiet nåede frem, så betjentene tre drenge ude foran adressen. Da de tre med det samme satte i løb gjorde politiet dem kunsten efter. Eftersom den ene af patruljerne havde politihund med, blev denne også sat ind i jagten.
Hunden fik løbet en af drengene op, mens betjentene fandt frem til de to andre i nærheden.
Efterfølgende blev den 14-årige dreng afhøret på stedet i sin mors påhør. De to på 15 og 16 år blev imidlertid kørt på stationen til afhøring, inden de fik lov at gå igen.
De to ældste drenge er nu sigtet for at påkalde sig ugrundet opmærksomhed fra politiet. TV 2 Øst skriver, at strafferammen er op til tre måneders fængsel.