Fortsæt til indhold
Indland

»Rigtig ubehageligt«: Fartdjævel chikanerede ambulance på jysk motorvej

En ambulance i udrykning blev lørdag aften udsat for chikane af en bilist i en personbil, som i høj fart forfulgte ambulancen på vej mod Aarhus.

Bilisten overhalede desuden ambulancen og kørte tæt ind foran den i hvad Østjyllands Politi betegner som »chikanekørsel«.

Chikanen foregik på motorvej E45 i nordgående retning. I et tweet oplyser politiet, at man forsøgte at fange bilisten efterfølgende, men uden held.

»Vi opfordrer alle i trafikken til at respektere udrykningskøretøjer. Giv plads til dem, så hjælpen kommer sikkert frem,« lyder det fra politiet.

Til Ekstra Bladet siger vagtchef Morten Bang Rasmussen, at chikanekørslen foregik ved hastigheder på mellem 150 og 170 km/t og over en »forholdsvis lang strækning«.

»Det er rigtig ubehageligt, når man gerne vil ud med hjælpen så hurtigt som muligt,« siger han.