Ballettens stræbsomme stjernebarn

Egentlig var det fodbold og klaverspil, som Alban Lendorf brugte en stor del af sin barndom på at tilegne sig.

Fodboldstøvler og tangenter blev dog skiftet ud med tåspidssko, da han som 12-årig kom ind på Det Kongelige Teaters Balletskole. Det var hans mor, der overtalte ham til at gå til optagelsesprøven på nationalscenen, selv om han aldrig før havde danset.

Men Alban Lendorf blev fuldstændig bidt af balletten. Han stod tidligt op og trænede hårdt – og hans indsats gav resultat: Som 16-årig blev han aspirant på teatret, og i en alder af kun 21 år blev han forfremmet til solodanser ved Den Kongelige Ballet – til stor begejstring for hans massive fanskare.

»Da udnævnelsen var sket, stampede publikum, så man skulle tro, at balkonerne på Gamle Scene ville brase sammen. Budskabet var klart: At de danske balletfreaks er vilde med deres nye firskårne stjerne med de bløde spring og ubesværede piruetter,« skrev Informations teaterkritiker, Anne Middelboe Christensen, i sin anmeldelse af den forestilling, hvor Lendorf fik tildelt sin solotitel.

Selv fremhæver han også denne aften som et af karrierens højdepunkter:

»Det var et af de største øjeblikke. Jeg var lige ved at begynde at græde. Og det var ikke engang så meget det, at det var en drøm, der gik i opfyldelse, Det var mere, fordi det var så overvældende at stå på et teater fyldt med mennesker, der rejste sig op og klappede kun af mig. Jeg havde lyst til at sige: ”Hold nu op. Slap nu af:” Og de blev bare ved. Jeg blev så glad. Sådan dybt inde,« sagde Alban Lendorf efter udnævnelsen i et interview med Dagbladenes Bureau.

Elsker sin træning

Hvor andre dansere har knækket halsen på de ekstreme krav, de skal honorere, både fysisk og mentalt, så var netop det disciplinerede kropslige arbejde Alban Lendorfs motivation til at blive ved at forfine sin teknik.

»Der er bare noget fedt ved at danse. Du kan hele tiden blive bedre. Det er aldrig godt nok, så det bliver aldrig kedeligt. Og det er meget hårdt. Den der fysiske træning hver morgen, hvor man bare sveder. Det synes jeg er fedt,« fortalte han i samme interview til Dagbladenes Bureau.

Fysiske skader har i perioder tvunget ham væk fra rampelyset. Forstrakte lårmuskler, en brækket tommeltot, operationer i begge albuer, begge knæ og begge ankler – for blot at nævne nogle af de udfordringer, han har overkommet.

Dansen er livet

I de pauser, hvor han har haft brug for at restituere, har han holdt sig skarp ved bl.a. at instruere og udforme koreografier. Han tager helst kun fri fra den fysiske træning en enkelt dag ad gangen og bryder sig ikke om at tage på ferie. For som han sagde her i avisen i 2015:

»Jeg kan ikke holde ud ikke at danse. Så går jeg i hundene. Hvis jeg ikke har noget, jeg skal, ender jeg bare med at være oppe hele natten. Hvis jeg ikke skal op og danse næste dag, føles det, som om jeg mangler en grund til at stå op.«

De seneste år har optrædener i udlandet fyldt stadig mere i den succesfulde dansers karriere. I dag bor Alban Lendorf i New York; han blev ansat som solodanser ved American Ballet Theatre i New York i 2016 og opsagde i den sammenhæng sin stilling ved Den Kongelige Ballet.

Hans hjemlige fanskare har dog fortsat lejlighed til at se ham optræde på dansk grund ind imellem. Senest i sensommeren, hvor han havde hovedrollen i sommerballetten ”Danish Design” på Bellevue Teatret nord for København. En forestilling, hvor film, design, electronica-musik og ballet blev koblet til en fyrig totaloplevelse.

Ikke alle kritikere købte konceptet. Alban Lendorf var ikke så synlig, som foromtalerne foregav, indvendte flere. Som denne avis’ anmelder proklamerede:

»Kunne vi bare have set Alban Lendorf danse noget mere!«