Efter krisemøder: Kim Kielsen fortsætter som Grønlands formand
Kim Kielsen fortsætter som formand, selv om et flertal af Siumuts landstingsmedlemmer krævede hans afgang.
Efter krisemøder tirsdag i det grønlandske regeringsparti, Siumut, står det klart, at Kim Kielsen fortsætter som formand for Siumut og som regeringschef.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.
Konflikten i Siumut spidsede til mandag, hvor seks ud af partiets ti medlemmer af Inatsisartut (landstinget, red.) erklærede, at de ikke længere havde tillid til formand Kim Kielsen.
Medlemmerne krævede i et åbent brev, at Kim Kielsen skulle gå af. En opfordring han altså ikke har fulgt.
Krisemøderne begyndte tirsdag morgen grønlandsk tid, hvor ledelsen i Siumut mødtes. Herefter holdt partiets hovedbestyrelse møde, der blev efterfulgt af et fællesmøde mellem dem.
Sidst havde hovedbestyrelsen igen et møde alene omkring klokken 15, hvorefter Kim Kielsen en halv time senere kunne meddele den fremmødte presse, at han fortsætter som formand, og der ikke bliver valg i Grønland foreløbig.