Ung mand med !Solid-pose: Politiet efterlyser formodet gerningsmand efter eksplosion
Københavns Politi har udsendt en efterlysning af den person, man mener kan have været ansvarlig for eksplosionen ved nærpolitistationen på Nørrebro.
En eksplosion ramte natten til lørdag en nærpolitistation i Hermodsgade på Nørrebro.
Københavns Politi leder efter den eller de personer, som står bag eksplosionen, og har i den forbindelse lørdag udsendt en efterlysning af den formodede gerningsmand.
Han beskrives som 15-25 år, 170-180 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han var iført en sort jakke med afstivet skygge på hætten, der var trukket over hovedet.
Han havde mørke, løstsiddende bukser på med en lomme på højre bukseben, der også havde et lyst mærke på lommen. Hans sko var sorte med sorte såler. Han medbragte en plastikpose med teksten "!Solid".
Politiet leder derudover efter vidner, som kan have set personer omkring gerningsstedet før og efter eksplosionen, som fandt sted kl. 03.18.
»Vi er også meget interesserede i borgere, som måtte have set køretøjer i området før og efter eksplosionen,« skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har også offentliggjort et grynet billede af den formodede gerningsmand og har varslet, at man arbejder på at få et bedre billede sendt ud i løbet af lørdag eftermiddag.
På et pressemøde tidligere lørdag sagde chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov, at alle, som har set eller hørt noget i forbindelse med eksplosionen, såvel som folk, der har været i området omkring tidspunktet for eksplosionen, bør kontakte politiet på telefonnummer 114.
Jørgen Bergen Skov sagde desuden, at det endnu er for tidligt at konkludere, om eksplosionen har noget med den eksplosion, der tidligere på ugen ramte Skattestyrelsen, at gøre.
Ingen personer er kommet alvorligt til skade ved de to eksplosioner. Gerningsmanden - eller gerningsmændene - er fortsat på fri fod.