Fortsæt til indhold
Indland

Tre Ferrarier beslaglagt på Københavns Vestegn

Bagmandspolitiet har slået til i en aktion på en virksomhedsadresse.

Som led i en sag om mulig momsundragelse har Statsadvokaten for Særlig International og Økonomisk Kriminalitet (SØIK) - også kendt som bagmandspolitiet - beslaglagt tre sportsvogne.

Beslaglæggelserne er sket på Københavns Vestegn på en firmaadresse.

Politiet har siden fragtet bilerne til en hemmelig adresse. Her vil de blive opbevaret indtil en eventuel straffesag mod det mistænkte firma og personerne bag det.

Selvom en formel straffesag endnu ikke er rejst, giver det god mening at beslaglægge bilerne, tre Ferraier, allerede nu, lyder det fra bagmandspolitiet.

»Det er vigtigt for samfundet, at vi får sikret så mange værdier til statskassen som muligt, når muligheden foreligger – også selvom der endnu ikke er afsagt dom mod nogen personer eller selskaber. Det er vores erfaring, at mistænkte personer ofte forsøger at bortfjerne værdier, når de ved, at politiet har iværksat en efterforskning mod dem,« siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein i en pressemeddelelse.

Udover de tre Ferrarier har SØIK i sagen lagt beslag på friværdien i en ejendom samt indestående på flere konti - disse to poster har indefrosset værdier for »flere millioner kr.«

Værdien af de tre Ferrarier anslår SØIK i sig selv til at være 2 mio. kr.