Fortsæt til indhold
Indland

Forsvarer om skandale med teleoplysninger: »Når der gennem syv år kan være fejl i så vigtigt materiale, kan der så også være fejl i andet?«

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage kalder fejlen i politiets teleoplysninger »en bombe under vores retssystem« og skal nu i gang med at granske sine egne sager. Øverst i bunken ligger en om banden Loyal to Familia.

I syv år kan efterforskninger og domme været faldet på et forkert grundlag. Det konstaterer Rigsadvokaten og Rigspolitiet, efter at myndighederne har fundet fejl i et it-system, som renser og behandler teleoplysninger til brug for politiet.

Ifølge politiet kan fejlen i yderste konsekvens »have haft betydning for efterforskningen og/eller vurderingen af beviserne i konkrete straffesager«, fremgår det af en orientering, som Rigsadvokaten sendte til Advokatsamfundet den 13. juni.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage er »chokeret« over beskeden, som hun fik i fredags.

Det er et kolossalt antal sager, hvor teleoplysninger har spillet en rolle. Hvordan vil man gennemgå alle de sager og se, om det har haft betydning? Det ligner et meget uoverskueligt arbejde.
Mette Grith Stage, forsvarsadvokat

»Jeg ved dårligt, hvad jeg skal sige. Jeg var helt målløs, da jeg læste det. Teleoplysninger er en meget central del af mange straffesager og kan være afgørende for udfaldet af sagerne. Vi har gået ud fra, at det var korrekte og på ingen måde manipulerede oplysninger, men det kan vi ikke gå ud fra længere,« siger hun.

»Det er en bombe under vores retssystem. Det svækker ikke bare forsvareres og klienters tillid til retssystemet, men må svække alle borgeres tillid.«

I orienteringen fra Rigsadvokaten fremgår det, at fejlen er opstået i et system, som konverterer rådata fra teleselskaberne, når der indhentes historiske teleoplysninger og udvidede teleoplysninger i straffesager.

»Ifølge Rigspolitiet kan fejlen have medført, at der i nogle tilfælde mangler oplysninger fra rådata i konverteret data, som er indgået i en straffesag,« står der i brevet.

Ifølge Rigspolitiet er fejlen blevet udbedret pr. 8. marts 2019, og en manuel kontrolprocedure er indført for at undgå gentagelser. Rigsadvokaten og Rigspolitiet skal nu gennemgå tusindvis af efterforskninger og retssager for at undersøge, om der findes fejl af en karakter, der kan have haft betydning for sagens behandling, og om afsluttede straffesager eksempelvis skal genoptages på den baggrund.

»Gennemgangen vil omfatte verserende og afsluttede straffesager i perioden fra 2012 til 2019, da fejlen vurderes at være opstået inden for denne periode,« skriver Rigsadvokaten.

LTF-sag skal granskes

Mette Grith Stage er dog skeptisk.

»Jeg er glad for, at politiet og anklagemyndigheden nu vil gennemgå de her sager, men skal jeg være ærlig, har jeg svært ved at se, hvordan det skal lade sig gøre,« siger hun.

»Det er et kolossalt antal sager, hvor teleoplysninger har spillet en rolle. Hvordan vil man gennemgå alle de sager og se, om det har haft betydning? Det ligner et meget uoverskueligt arbejde.«

Selv har hun brugt sin weekend på at granske hukommelsen for sager, hvor teleoplysninger har spillet en afgørende rolle, og det er udfordrende nok.

»Jeg kan ikke huske alle sager, jeg har haft, hvor teleoplysninger har dannet grundlag for afgørelsen. Og reglerne om opbevaring af persondata (GDPR) gør, at jeg har måttet slette en masse sager, så jeg kan ikke bare sætte mig og gennemgå sagerne igen,« siger Mette Grith Stage.

En sag står dog ganske frisk i erindringen. Den er fra april og omhandler banden Loyal to Familia.

»Jeg havde en større sag i landsretten i april med nogen fra LTF, som blev dømt i Østre Landsret for at have afpresset bordeller på Nørrebro. Der spillede teleoplysninger en ret stor rolle for, hvor personer havde været på gerningstidspunkterne,« siger hun.

»Nu sidder jeg og tænker: ”Hvorfor vidste vi ikke, da vi kørte den sag, at der kunne være fejl i teleoplysningerne?” Havde politiet gjort noget for at tjekke op på sagen uden at fortælle os om det? Det er en af de første sager, jeg skal tjekke op på.«

En fremtid fuld af skepsis

Ifølge Mette Grith Stage vil sagen få indflydelse på, hvordan retssager gribes an i fremtiden.

»Det vil betyde noget for arbejdet med teleoplysninger, at man som forsvarer for en tiltalt vil være meget skeptisk over for det materiale, politiet præsenterer som faktuelt og objektivt. Men det har også en afsmittende effekt på alt muligt andet. Når der gennem syv år kan være fejl i så vigtigt materiale, kan der så også være fejl i andet?« spørger hun.

Rigsadvokaten oplyser i sit brev til Advokatsamfundet, at gennemgangen af sager, der kan være berørt af fejlene i teleoplysningerne, vil »ske hurtigst muligt i en prioriteret rækkefølge, således at sager, hvori sigtede eller domfældte aktuelt er frihedsberøvet, vil blive gennemgået først«.

Da det er »vanskeligt« at vurdere opgavens omgang på nuværende tidspunkt, kan Rigsadvokaten ikke oplyse, hvornår gennemgangen vil være afsluttet, står der også i brevet.