Fortsæt til indhold
Indland

Diskusprolaps tvinger kronprinsen til at melde afbud til store dele af Royal Run

Kronprins Frederik vil løbe med på de korte strækninger, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Kronprins Frederik har fået konstateret en diskusprolaps og er derfor nødsaget til at melde afbud til det meste af det kommende Royal Run.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Der er tale om en mindre diskusprolaps, som dog er i risiko for at blive værre, hvis han løber med på 10 km-strækningerne, lyder beskeden fra den kongelige familie.

»Kronprinsen vil fortsat være med i ”One mile – Family” i Aarhus, hvor unge og ældre sammen går den korte distance. Kronprinsen vil desuden være til stede under løbene på både Færøerne og i København,« står der i pressemeddelsen.

Kronprinsen blev i september sidste år opereret for en diskusprolaps efter gennem flere måneder at have haft problemer med ryggen. Kronprinsen trodsede smerterne og løb alligevel med i sidste års Royal Run i alle fem byer, hvor løbet blev afviklet.

Det populære Royal Run finder sted fra den 1. juni, når kronprins Frederik skulle være løbet på Færøerne. Derefter afholdes Royal Run den 10. juni i flere store danske byer.

Løbet, som blev afholdt for første gang sidste år i forbindelse med kronprinsens 50-årsfødselsdag, har været utrolig populært og er udsolgt flere steder.

Tilslutningen til løbet har været høj, og den 24. maj kunne arrangøren ”Bevæg Dig For Livet” melde om 80.000 tilmeldte. Det gør løbet til et af Danmarkshistoriens største.