DI: Sabbatår kan være gavnlige

Et sabbatår kan give god erfaring og gøre studerende klogere på, hvor de vil hen karrieremæssigt, mener DI.

Artiklens øverste billede
En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at 86 procent af de studerende, der begyndte på en videregående uddannelse i 2018, havde holdt et eller flere sabbatår. Arkivfoto: Jens Dresling/Polfoto

Det er på ingen måde en katastrofe, at otte ud af ti studerende holder et eller flere sabbatår, før de begynder på en videregående uddannelse.

Det mener Dansk Industri (DI).

- Man behøver ikke at slå sig selv i hovedet, fordi at man siger "Jeg holder lige et sabbatår og finder ud af, hvad er det, jeg synes er interessant.", siger Mette Fjord Sørensen, der er chef for videregående uddannelser og forskning i DI.

Udtalelsen kommer efter, at en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at 86 procent af de studerende, der begyndte på en videregående uddannelse i 2018, havde holdt et eller flere sabbatår.

For ifølge Fjord Sørensen er der klare fordele:

- Hvis du tager et sabbatår, hvor du er en del af arbejdsmarkedet og en del af en arbejdskultur, så får du også lov at stifte bekendtskab med, hvordan det er at gå på arbejde hver dag, og hvordan bidrager du til fællesskabet.

- Det giver den erfaring, hvor du måske bliver klogere på, hvor du vil hen karrieremæssigt i dit liv.

Undersøgelsen fra EVA underbygger netop den eksisterende viden om, at sabbatår kan mindske risikoen for, at studerende forlader videregående uddannelser i utide.

Fjord Sørensen påpeger, at et til to sabbatår kan være gavnligt for de fleste, men hun holder samtidig på, at det er vigtigt, at man ikke holder for mange, før man vender tilbage til en uddannelse.

- Hvis man kommer op på meget mere over tre år, så er der nogle tendenser som viser, at så glemmer man nogle af de faglige fundamenter, man har fået med fra sin ungdomsuddannelse, siger hun og fortsætter:

- Så sidder det måske ikke lige matematikken, der sidder i hukommelsen eller det periodiske system. Man skal derfor tænke over, hvor lang tid man tager.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen