Fortsæt til indhold
Indland

Mere end 1000 voldssager i København er ikke efterforsket

En aktindsigt viser, at der ligger 1068 sagsakter om vold, hvor efterforskningen endnu ikke er påbegyndt.

Hvis man er så uheldig at blive udsat for vold i København, så skal man næppe forvente at udåden får et retsligt efterspil i den nærmeste fremtid.

En aktindsigt, som TV 2 har fået fra Københavns Politi, viser, at der ligger 1068 sagsakter om vold, hvor efterforskningen endnu ikke er påbegyndt.

I september 2017 var antallet af sager 500 ifølge Radio24Syv. Dermed er antallet af ubehandlede voldssager blevet fordoblet på mindre end to år.

Ifølge Trine Baumbach, der er professor i jura ved Københavns Universitet, er det vigtigt, at sagerne kommer for retten - især når der er tale om offer-forbrydelser.

»Jeg tror helt generelt, at det giver en følelse af håbløshed og afmagt hos ofrene. Og det er til skade for vores allesammens oplevelse af at leve i en retsstat,« siger Trine Baumbach.

Københavns Politi oplyser til TV 2, at man faktisk har et skærpet fokus på borgernære og utryghedsskabende kriminalitet, som eksempelvis vold.

»Der er nedsat særlige grupper med netop dette fokus, der er udarbejdet procedurer, som skal sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling af voldssager, sædelighedssager og våbensager, idet netop disse kategorier genererer utryghed,« skriver vicepolitiinspektør Jesper Lauenborg Banggsgaard til TV 2.