Ny EU-måling: Venstre haler kraftigt ind på Socialdemokratiet
K ryger ud, mens DF halveres ved valget til EU-Parlamentet på søndag, viser en ny Norstat-måling.
Efter Venstres katastrofevalg i 2014 står partiet nu til at fordoble antallet af mandater fra to til fire, når danskerne på søndag skal vælge 14 nye medlemmer af Europa-Parlamentet.
Til gengæld går resten af blå blok betydeligt tilbage, viser en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget. De Konservative står med 4,5 pct. af stemmerne til at ryge helt ud, Dansk Folkeparti bliver halveret fra fire til to mandater, mens Liberal Alliance med 2,2 pct. heller ikke kommer ind denne gang.
V fik hug af vælgerne ved EU-valget for fem år siden, hvilket bl.a. tilskrives en række kritiske historier om V-formand Lars Løkke Rasmussens tøjindkøb for partipenge. I målingen står V nu til 20,3 pct. mod 16,7 pct. i 2014.
Det er alt for tidligt at fejre noget. Jeg ved af bitter erfaring, at man skal kæmpe til det sidste.Morten Løkkegaard (V), spidskandidat
Dermed haler V ind på Socialdemokratiet, som med 22,1 pct. af stemmerne ligeledes får fire mandater, en fremgang på et mandat. Spidskandidat Morten Løkkegaard (V) er tilfreds med målingen:
»Men det er alt for tidligt at fejre noget. Jeg ved af bitter erfaring, at man skal kæmpe til det sidste.«
En bliver bænkevarmer
Norstat-målingen viser, at Enhedslisten for første gang vil blive repræsenteret i Bruxelles, mens Folkebevægelsen mod EU bevarer sit mandat.
Det betyder, at den venstreorienterede skeptiske stemme bliver styrket, mens de borgerlige EU-kritikere bliver kraftigt svækket på grund af DF’s tilbagegang.
Alternativet får 3 pct. og kommer ikke ind, mens De Radikale går frem til 8,6 pct., hvilket stadig kun er nok til et mandat. SF står med 9,2 pct. også til at genvinde et sæde.
Hvis De Konservative ryger ud, vil det være første gang, siden der blev indført valg til EU-Parlamentet i 1979. Samtidig vil Danmark miste den eneste plads i den store og magtfulde konservative, kristendemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet (EPP). I en Norstat-måling i sidste uge stod K dog til at komme ind, så valgkampens slutspurt kan blive meget afgørende for partiet.
Hos De Konservative har den relativt ukendte Pernille Weiss overtaget hvervet som spidskandidat efter tidligere formand og vicestatsminister Bendt Bendtsen, der har valgt at stoppe i politik. Ved valget i 2014 sikrede Bendt Bendtsen partiet 9,1 pct. af stemmerne.
På grund af brexit står den ene af de fire S-mandater til at blive bænkevarmer i en periode. Det 14. mandat indtræder nemlig først, når Storbritannien er trådt ud af EU. Foreløbig er brexit udskudt til oktober.
Målingen, som kun bygger på vælgere, der har besluttet sig, skal tages med forbehold. 26,8 pct. har endnu ikke besluttet, hvem de vil stemme på.
Hertil kommer, at 8,6 pct. svarer, at de enten ikke vil stemme, vil stemme blankt eller ikke vil svare på, hvad de vil stemme.
Derudover er der taget højde for partiernes forskellige valgforbund, hvor overskydende stemmer fra det ene parti kan gå til det andet.
Målingen er baseret på 779 interview med et repræsentativt udsnit af danskerne foretaget i perioden den 14.-17. maj 2019.
Efter stemmeslugeren Morten Messerschmidts (DF) historiske valgsejr for fem år siden står DF til at gå tilbage fra 26,6 pct. af stemmerne til 15,6 pct. Ved valget i 2014 slog Morten Messerschmidt alle rekorder, da han høstede 465.758 personlige stemmer. Skandalesagen om Dansk Folkepartis mulige misbrug af EU-midler - den såkaldte Meld og Feld-sag, som kom frem i 2015 - kan have medvirket til, at vælgeropbakningen til DF nu er smuldret.
DF har angiveligt i strid med reglerne misbrugt EU-midler til at finansiere partiets valgkampe og andre formål i Danmark. Partiet har allerede tilbagebetalt en del af EU-pengene. Men partiets mulige misbrug efterforskes stadig af EU’s antisvindelenhed.
Skandalen førte bl. a. til, at europaparlamentarikeren Rikke Karlsson forlod DF og blev løsgænger, så DF i dag kun har tre medlemmer af parlamentet. Messerschmidt blev sygemeldt på grund af sagen og besluttede senere, at han ikke ville genopstille ved EU-valget. I stedet er han opstillet til det netop udskrevne folketingsvalg.