PET mener sig berettiget til at fratage dens kilder rettigheder, som alle andre borgere har
Politikere og jurister kalder situationen uholdbar, efter at efterretningstjenesten trækker et nyt kort i sagen om PET-agenten Morten Storm.
Beskyttelsen af PET’s kilder vejer så tungt, at den lovgivning, som gælder for alle borgere i Danmark, ikke gælder for Politiets Efterretningstjeneste. Konsekvensen er, at ingen anden administrativ myndighed kan træffe afgørelser, som baseres på en antagelse om, at en person er eller har været kilde for PET.
Sådan lyder det fra PET i en klage over, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES, har fastslået, at Morten Storm har fået en arbejdsskade i sit hemmelige virke som PET-agent. PET påstår, at hverken AES eller andre administrative myndigheder kan afgøre en arbejdsskadesag som Morten Storms.
AES har afvist PET’s krav. Nu forsøger PET at få afgørelsen ændret i Ankestyrelsen.
Situationen er uholdbar for både Morten Storm, andre PET-kilder og PET, mener V, S og DF. PET-kilder, som har fået en arbejdsskade i tjeneste, skal kunne få godtgørelse og erstatning, men samtidig har PET et legitimt ønske om at hemmeligholde identiteten på kilder, lyder det.
»Det er forståeligt, at PET har behov for fortrolighed omkring sine kilder. Men samtidig må der være retfærdighed for personer, som staten har gjort brug af med deres kompetencer og arbejdskraft,« siger S-ordfører Trine Bramsen.