Sygemeldt tømrer har sat 160 kg tunge vægge op i 40 år, men det hårde har været usikkerheden: »Jeg aner jo ikke, hvad kommunens vurdering ender med«

I store dele af sit over 40 år lange arbejdsliv har Kim Jørgensen med de bare næver banket over 160 kilo tunge vægge op. Hjælpemidler har der sjældent været tid eller plads til at finde frem på en byggeplads, hvor akkorden bestemte timelønnen.

Det seneste knap halvandet år har han været sygemeldt og placeret i et afklaringsforløb, der bl.a. skulle kortlægge, hvor stor en arbejdsevne han har tilbage efter flere operationer og daglige smerter i knæ, ryg og hænder.

Når han sammenligner arbejdsliv og afklaringsforløb, er det det sidstnævnte, som Kim Jørgensen beskriver som hårdt.

»Det, der har været hårdt, er jo usikkerheden. Jeg aner ikke, hvad kommunens vurdering ender med. Der ligger jo ikke en manual, jeg kan slå op i og se, hvor jeg ender. Og det er altså psykologisk hårdt. I hvert fald for mig. Jeg har jo altid arbejdet, og nu er jeg pludselig afhængig af det her. Det er som at få håndjern på.«

Kommunen har netop vurderet ham til at have en arbejdsevne på 13,4 timer om ugen. Præcis, hvordan man er kommet frem til det, kan han ikke helt redegøre for. Der har været både sagsbehandlere, jobkonsulenter, flere arbejdsprøvninger og kommunale rehabiliteringsgrupper inde over. Fra de sidste venter han nu svar på, om han er berettiget til den nuværende førtidspension. Indtil da er han sygemeldt på sygedagpenge.

»Jeg plejede at tjene over 600.000 kr. om året. Nu får jeg sygedagpenge, som er under 200.000 kr. Det er altså noget af en forskel.«

Bliver regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikales aftale om en ny seniorpension til nedslidte til virkelighed, vil Kim Jørgensen med de nye kriterier være berettiget til den nye seniorpension. Dog først om knap tre år, når han fylder 61. Til den tid vil han nemlig være seks år fra sin pensionsalder på 67 år. Med de nuværende regler kunne han søge om seniorførtidspension et år senere.

Alligevel huer det ham ikke, at nedslidte også fremover skal gennem et visitationsforløb, hvor en endnu uafklaret instans skal træffe en endelig afgørelse:

»Jeg kan da godt forstå, at man skal være nedslidt for at få den nye ydelse. Det er fair nok, men de kan jo undersøge det på mange måder,« siger han og fortsætter:

»Når man har været til læge, og lægen har lavet en konklusion, så burde det jo række. I hvert fald i de tilfælde, hvor der ingen tvivl er. Man kan jo se, at jeg har arbejdet over 40 år som tømrer på akkord. Det burde være nok.«

En kugle for panden

For knap 10 år siden begyndte arbejdslivet på akkord for alvor at kunne mærkes i Kim Jørgensens krop. Han blev opereret i begge knæ, og kirurgen dengang forklarede ham, at brusken i begge led nærmest var slidt væk. I dag har han daglige smerter i knæ, ryg og hænder.

»Om morgenen skal jeg lige i gang, og så er det fint nok. Men når jeg har taget tre skridt, så begynder smerterne,« siger han.

De seneste tre måneder har han i få timer om ugen været i arbejdsprøvning på bl.a. Roskilde Sygehus, hvor han har udført mindre opgaver som at hænge billeder op og pille hylder ned. Et rullende arbejdsbord har fungeret som både rollator og trækvogn til værktøj.

»Det passer mig meget fint med nogle mindre opgaver, jeg kan udføre i mit eget tempo, men det bliver nok svært at finde et job, hvor en arbejdsgiver rent faktisk vil betale penge for at have sådan en som mig gående. Jeg tror faktisk slet ikke, at sådan nogle job findes,« siger han.

I fritiden dyrkede han tidligere lystfiskeri og sejlede med vennerne. Det har helbredet nu sat en stopper for:

»Det er jo lidt trist, for med det ryger en del af det sociale også, når man ikke længere kan være med. Jeg kan heller ikke være sammen med mine børnebørn, som jeg gerne ville, for jeg kan hverken løbe eller komme ned på gulvet og sidde og lege med dem. Det er en meget stor omkostning ved mit arbejdsliv, når jeg sådan lige tænker tilbage,« siger han.

Men det mest krævende har alligevel været mødet med det system, der skal afgøre hans situation, mener Kim Jørgensen:

»Jeg er efterhånden ved at nå dertil, hvor jeg tænker, at de lige så godt kan skyde mig en kugle for panden. Jeg må godt nok indrømme, at jeg er træt af det,« siger han og fortsætter:

»Jeg har knoklet hele livet. Jeg har altså ikke siddet nede på bænken, men jeg bliver behandlet sådan. Jeg synes faktisk ikke, det er i orden.«