Fortsæt til indhold
Indland

Guld-Haralds medaljer stjålet i Frederikshavn

50 medaljer fra karrieren er taget fra en udstilling i Arena Nord.

Medaljesamlingen fra en af dansk fodbolds mest ikoniske spillere, Harald Nielsen, er blevet stjålet fra en udstilling i Arena Nord i Frederikshavn, skriver tv2nord.dk.

Medaljerne - 50 i alt - har været udstillet sammen med andre af Harald Nielsens genstande fra karrieren.

»Det er dødirriterende, at man ikke kan få lov at have sine ting i fred,« siger Per Malmberg, der er direktør i Arena Nord til TV2 Nord.

Harald Nielsen havde mange minder fra en glorværdig karriere. Et af dem er et billede fra 1967, da han spillede mod den brasilianske stjerne Pelé. Foto: Lars Krabbe

Han fortæller at Harald Nielsens enke, Rudi Nielsen, også er utroligt ked af tyveriet, da medaljerne har stor affektionsværdi for familien.

Det formodes, at tyveriet er sket i weekenden 13.-14. april, og der er ikke tegn på indbrud, så enten har montren ikke været låst eller også har tyven kunnet dirke den op.

Arena Nord har udlovet en dusør på 5000 kr. til dem, der kan komme med oplysninger, der skaffer medaljerne tilbage.

Harald Nielsen fik sin fodboldopdragelse i Frederikshavn, og han var den yngste nogensinde på det danske landshold, da han debuterede som 17 år og 322 dage mod Norge i 1959.

Han var også med på holdet under OL i Rom, hvor det blev til dansk sølv. Det var her, han fik tilnavnet Guld-Harald, fordi han gennem hele turneringen fastholdt sin tro på dansk OL-guld.

I 1967 blev han solgt fra italienske Bologna til ligakonkurrenterne Inter. Prisen var 0,5 mia. lire (6 mio. kr.) og han var dermed verdens dyreste fodboldspiller.

Karrieren sluttede i 1970 efter flere skader, og det blev blot til 14 landskampe og 15 mål for Danmark, da DBU dengang ikke anerkendte professionelle fodboldspillere og han derfor var udelukket fra landsholdet.

Efter fodbolden blev Harald Nielsen forretingsmand med import af italienske lædervarer. Senere var han både med til at få indført professionel fodbold i 1878 samt medstifter af FCK, som han fra 1992-1997 var bestyrelsesformand for.

Harald Nielsen døde i 2015. Han blev 73 år.