- Opdateret 04/04/2019 kl. 10:08
Fynsk selvmordslæge får sin sag for Højesteret
Landets højeste retsinstans skal kigge på sagen om en pensioneret læges medvirken til selvmord.
Den pensionerede læge Svend Lings har fået tilladelse til, at hans sag om medvirken til selvmord kan komme for Højesteret.
Det oplyser Procesbevillingsnævnet på sin hjemmeside torsdag.
I januar fandt Østre Landsret det bevist, at Lings havde medvirket til to tilfælde af selvmord og et selvmordsforsøg.
Det blev takseret til 60 dages betinget fængsel. Ved Retten i Svendborg blev han idømt 40 dages betinget fængsel i september 2018.
77-årige Svend Lings er med i netværket Læger for Aktiv Dødshjælp.
Han anser det for en menneskeret, at eksempelvis uhelbredeligt syge skal have lov til at tage sig selv af dage.
- Jeg havde jo håbet på frifindelse. Så ville aktiv dødshjælp jo i praksis være indført i Danmark. Men sådan gik det ikke, sagde han efter domsafsigelsen i Østre Landsret i januar.
Svend Lings offentliggjorde en selvmordsmanual på internettet. Her beskrev han forskellige medicinske præparater, der i de rette doser kan bruges til at tage sit eget liv.
I landsretten anklagede han politikerne for at være ude af trit med befolkningens ønske i forhold til at lovliggøre aktiv dødshjælp.
- Jeg har jo bare talt og skrevet med folk. Er det kriminelt? Jeg troede, det var lovligt i et demokrati, sagde han i retten.
I både by- og landsret sad også psykiateren Frits Schjøtt på anklagebænken.
Nu 84-årige Frits Schjøtt blev ligeledes kendt skyldig i medvirken til selvmordsforsøg.
I landsretten fik han sin straf forhøjet fra 14 dage til 20 dages betinget fængsel.
Han valgte dog ikke at gå videre med sagen, og det er derfor kun Svend Lings’ videre skæbne, der skal behandles ved landets højeste retsinstans.
Det er uvist, hvornår den skal for retten.
Aktiv dødshjælp er lovligt i flere europæiske lande, heriblandt Schweiz og Holland.
/ritzau/