Fortsæt til indhold
Indland

De bedste aprilsnarre: Der blev lavet sjov med Ghita Nørby, Lindholm og brexit

Her er en samling nyheder, der formentlig ikke er gældende, når dagen er omme.

Medier, ministerier og organisationer har forsøgt at lokke befolkningen til at tro på deres opdigtede nyheder i anledning af, at kalenderen siger 1. april. Der vil ikke være nogen at finde i Jyllands-Posten. Men her er en række af de andres påfund.

Ghita Nørby har fået meget medieopmærksomhed efter radioprogrammet "Hele Danmarks Ghita" Foto: Per Lange

Hele Danmarks Ghita bliver radiovært

For dem, der var begejstrede for Ghita Nørbys medvirken i Radio24syvs program ”Hele Danmarks Ghita”, vil det her formentlig også vække glæde: Ghita Nørby skal nemlig være radiovært på et nyt radioprgram med navnet ”Danmarks Divaer” på P1 sammen med Malene Schwartz, der spillede Maude i ”Matador”. Det skriver Ekstra Bladet. Ghita Nørby har efter sigende så meget at skulle have sagt, at hun har fået skrevet en klausul ind i sin kontrakt, som blandt andet består i, at hun selv må vælge, hvilken størrelse mikrofon, der skal bruges i studiet.

Visualisering af Bestellers tårn i Brande Foto: PR

Live fra Bestseller i Brande

Nyhederne om Radio24syv slutter ikke her. Debatten om, hvem der skal drive radiokanalen på FM4 videre, når Radio24syv lukker til oktober, har taget en ny drejning. Dansk Folkeparti melder sig som en udbyderne, og partiet vil selvfølgelig overholde kravet om, at kanalen skal have hovedsæde mindst 110 kilometer fra Købehavn. Bestsellers nye 322 meter høje tårn i Brande bliver stedet. Det skriver partiformand Kristian Thulesen Dahl på Twitter.

Dronebilleder fra øen Lindholm ved Kalvehave, hvor Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet, at kriminelle flygtninge og personer på tålt ophold skal bo. Foto: Jens Dresling

Folkemødet rykker til Lindholm

Der er nye tider på vej for Folkemødet, ifølge Berlingske. Til næste år skal politikere, journalister og kendte mødes på øen Lindholm. Det er øen, der også skal rumme kriminelle og afviste asylansøgere. Ifølge Berlingske, er beslutningen blevet stemt igennem af en hemmelig kaffeklub på Slotsholmen og Folkemødets ledelse. Efter sigende er der også tale om et navneskift, hvor Folkemødet fremover blot skal heddde ”Mødet”.

Holger K. Nielsen var partiformand for SF fra 1991 til 2005. Foto: Jens Dresling

Holger K. Nielsen skal redde briterne

Danmark vil gerne spille en større rolle i brexit-forhandlingerne. SF’s tidligere formand Holger K. Nielsen har fået nyt job som konsulent for den britiske regering i forbindelse med de kaotiske forhandlinger. »Hvis ikke Holger skulle ku’, hvem skulle så ku’« lyder det ifølge SF i en udtalelse fra det britiske Underhuset.

De danske sild skal sikres, ifølge Fiskeministeren. Arkivfoto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scandpix

Fiskeministeren forhindrer silde-brexit

Selvom Holger K. Nielsen skal redde briterne ud af deres brexit-kaos, så er der andre sider af konkliften, hvor Danmark er nødt til at være sig selv nærmest. De danske fisk skal ikke risikere at blive fanget i en britisk brexit-klemme, og derfor vil fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) bygge et sildehegn i Nordsøen. Hegnet skal holde sildene på dansk territorium, skriver ministeren i en pressemeddelelse, som kan læses på både dansk og engelsk.

Rosiner er for ressourcekrævende

Vi bliver ved fødevareområdet et øjeblik. For miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er træt af rosiner i boller, kringler og squashkager. Det koster tid og penge, at personalet i dagsinstitutioner og på plejehjem, skal fjerne rosinerne i bagværket, og derfor er ministeren klar med et forbud, der træder i kraft den 1. oktober. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Kedelige skatter kan piftes op med et bingospil. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Boligbingo fremfor ejendomsvurderinger

Det er de færreste danskere, der ser frem til at betale deres boligskat, og derfor er skatteminister Karsten Lauritzen (V) nu klar med et nyt forslag, der skal gøre det hele mere festligt, skriver virksomheden Bolighed i en pressemeddelelse. Skatteministeren vil personligt trække lod mellem stigninger på 25, 50 eller 100 pct., som året efter vil ramme boligejerne. Med det nye forslag behøver boligejerne ikke vente til år 2020 med at modtage de nye ejendomsvurderinger, som ellers har været planen.

Det nye fængsel skal være så grimt som muligt. Foto: Fængselsforbundet

Nyt grimt, betonfængsel på Amager Fælled

Hvis man forbryder sig mod den nye rosinlov eller ikke spiller efter reglerne i det nye boligbingo, kan man ende i et nyt fængsel på Amager Fælled, der skal stå klar i år 2022. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) står bag beslutningen om det nye fængsel, der bestemt ikke bliver smukt. Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse. Firmaet BIG skal opføre betonbygningen, hvor der slet ingen kunst eller planter skal være, og inspirationen til bygningen skal komme fra Shurgards opbevaringscentraler.