Fortsæt til indhold
Indland

Kommunal direktør fyret efter overforbrug på 29 millioner kroner

Børne- og uddannelsesdirektøren i Kolding Kommune er blevet fyret.

Over de seneste måneder har lokale og regionale medier afdækket, at der i børne- og uddannelsesforvaltningen i Kolding Kommune har været et massivt overforbrug på i alt 29 millioner kroner fordelt over en årrække.

Tilsyneladende i kølvandet på dette valgte Kolding Byråd tirsdag aften at fyre kommunens direktør på området, Helle Thiele.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Direktøren er blevet fritstillet omgående, men kommunens borgmester Jørn Pedersen (V) har ikke ønsket af kommentere direktørens afsked.

Sagen om rodet blev offentligt kendt i februar, da Venstres gruppeformand Merete Due Paarup efter stor kontrovers om planlagte besparelser af skoleområdet for kommunens handicappede lagde kortene på bordet overfor Jydske Vestkysten.

»Det er en stor rodebunke,« og »hvis vi undlader at udmønte de besparelser, vi forlængst har aftalt på specialområdet, så går det måske ud over almenområdet,« lød det fra gruppeformanden om områdets økonomi.

Siden er der blevet redegjort for, at der altså i alt er blevet blevet brugt 29 mio. kr. for meget.

Store dele af beløbet er blevet brugt til at igangsætte milliondyre initiativer uden byrådets involvering. En anden del af forklaringen er også, at embedsværket ikke har ført politisk besluttede nedskæringer ud i livet.

En mangeårig økonomichef i forvaltningen blev i februar også meldt fyret som led i sagen.