Fortsæt til indhold
Indland

Længere rejsetid: Dæmningsskred har stoppet tog ved Silkeborg

Skinnerne nær Laven ved Silkeborg kan ikke benyttes.

Togpendlere mellem Herning og Aarhus må forvente længere rejsetid tirsdag morgen og formiddag, skriver TV Midtvest.

Mandag aften skete der et dæmningskred mellem Laven og Silkeborg, og det betyder, at der ikke kan køres på strækningen.

Ved dæmningsskredet er jorden forsvundet under skinnerne, og de kan derfor ikke benyttes. Aflysningerne af tog begyndte mandag aften, og de fortsætter tirsdag formiddag, hvor Arrivas hurtigtog ikke kører. De er indtil videre aflyst til kl. 12.00.

Togene kører mellem Herning og Silkeborg samt Laven og Aarhus, mens der på stækningen fra Silkeborg til Laven er indsat busser.

»Det er tålmodighed, de rejsende skal væbne sig med. Vi forventer forlængede rejsetider på mellem 35 og 40 minutter. Så tag hjemmefra i god tid og hold øje med rejseplanen,« siger Karsten Nielsen, der er vagthavende trafikleder ved Banedanmark til TV Midtvest.

Også tog på strækningen Herning-Skjern er påvirket. Her er tog aflyst som følge af dæmningsskredet. Her handler det om, at ikke har været muligt at rykke medarbejdere over på strækningen.