Politiet: lad være med at dele terrorvideo fra New Zealand
Det er krækende for de efterladte og kan være ulovligt, advarer Rigspolitiet.
Rigspolitiet advarer nu mod at dele en video fra terrorangrebet i New Zealand, hvor mindst 49 mennesker er blevet dræbt efter skudepisoder i to moskeer i byen Christchurch.
Videoen florer på de sociale medier, men man skal ikke dele den, hvis man ser den.
På videoen kan man se dele af selve angrebet.
»Lad være med at dele videoen. Det er utroligt krænkende for de efterladte og kan i visse tilfælde være strafbart at dele den form for materiale. Samtidig er det en voldsom oplevelse både at se og modtage den slags videoer, og det kan få vidtrækkende konsekvenser for en selv,« forklarer Mikael Wern, politiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Senest har politiet sigtet personer for at have delt en video fra Marokko, hvor man ser en dansk og en norsk kvinde blive dræbt.
Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danskere i byen til at kontakte sine pårørende i Danmark og følge myndighedernes anvisninger.