Overlæge: Influenza-udbrud på vej i København
I år ser influenzavaccinen ud til at have effekt, men ikke alle har fået den.
Der er i øjeblikket travlt ved telefonerne hos Region Hovedstadens akuttelefon 1813.
For i de første dage af februar har der været en markant stigning af folk, der ringer ind og står med børn eller voksne ramt af symptomer på influenza. Det skriver TV2 Lorry.
»Vi kan se, at der er sket en stigning inden for de seneste dage. Det betyder, at både børn og voksne kan blive syge. Vi kan ikke bekræfte, at der er udbrud endnu, men det er på vej,« siger overlæge Asmus Thun Bisgaard til tv-stationen.
Lægens anbefalinger i situationen er ikke revolutionerende om end stadig vigtige, og lyder på at få rigeligt med væske og om nødvendigt bruge smertestillende medicin.
Har man først udvist symptomer, bør man også tage hensyn og blive hjemme.
»Man gør både børnehaven og sine kollegaer en tjeneste ved at holde sig hjemme,« siger Asmus Thun Bisgaard, der råder gravide i andet og tredje trimester til at søge læge, hvis de bliver ramt.
Ifølge personalet ved 1813 ser det ud til, at den type af virus, der lige nu er i omløb, er dækket af sæsonens influenzavaccine. Er man vaccineret burde der altså ikke være grund til bekymring.