Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Øresund og Storebælt
Varslet ventes ophævet i løbet af natten til tirsdag.
Kraftig blæst plager mandag broerne i Danmark, og det får nu Vejdirektoratet og Sund & Bælt til at udsende et varsel rettet mod vindfølsomme køretøjer.
Både på E20 Storebæltsbroen og E20 Øresundsbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere mandag aften, lyder det fra de to instanser.
Ifølge Vejdirektoratet ventes den kraftige vind ved Øresundsbroen at aftage i løbet af natten til tirsdag, mens Sund & Bælt vurderer, at varslet omkring Storebæltsbroen forventes ophævet ved midnatstid.
Vindfølsomme køretøjer dækker over eksempelvis biler med anhænger, varebiler, lastbiler og campingvogne.