Fortsæt til indhold
Indland

Profilerede advokater kritiseres for dårlig etik

Branchens egen vagthund har rettet blikket mod forsvarsadvokater, som særligt har rocker- og bandegrupperinger i deres kundekreds.

Øget konkurrence om kunderne har skabt en dårlig kultur blandt profilerede forsvarsadvokater, som bruger ufine metoder til at skaffe kunder, og som i netværk af advokatkontorer fordeler alvorlige straffesager imellem sig, konkluderer en ny rapport fra Advokatsamfundet.

På baggrund af den udtrykker Advokatsamfundet, som fører tilsyn med alle advokater i Danmark, bekymring over en hel række forhold i branchen. Herunder aggressiv klientrekruttering i arresthuse, en »kendiseffekt«, hvor advokater siger ja til klienter, som de ved, de ikke har tid til, og altså skjulte advokatnetværk.

Formanden for Regel- og Tilsynsudvalget hos Advokatsamfundet, Martin Lavesen, forklarer, at advokatkontorer ifølge de advokatetiske regler ikke må have sager med modsatrettede interesser, og at de derfor må sige nej til nogle sager. Imidlertid viser det sig, at nogle kontorer deler sig op i mindre kontorer, som så kan skubbe sagerne videre til hinanden.

Det er dybt alvorligt, når branchen nu selv går ud og melder om kartelagtige konstruktioner og flosset moral.
Trine Bramsen (S), retsordfører

Nogle advokater har endvidere så mange kunder i visse bandegrupperinger, at der kan opstå afhængighedsforhold mellem advokat og bande, fremgår det af rapporten.

»Der må ikke opstå en situation, hvor en advokat kan have interesse i at rådgive en klient på en bestemt måde, fordi det tjener advokatens egne interesser på bekostning af hensynet til klienten,« siger Martin Lavesen.

Rapporten nævner ingen specifikke advokater, men er bl.a. baseret på indberetninger, besøg hos advokater og samarbejde med Kriminalforsorgen.

»Flosset moral«

Michael Juul Eriksen, som bl.a. er forsvarsadvokat for banden Loyal To Familia, afviser at have et afhængighedsforhold til de bandegrupperinger, han repræsenterer.

»Jeg kan godt se problematikken, hvis en advokat har størstedelen af sine klienter i en enkelt gruppering. Rådgivningen til den enkelte kan komme i klemme i forhold til hensynet til grupperingen, men jeg har ingen klienter, jeg ikke kan tåle at miste,« siger han.

Flere retsordførere mener, at rapporten vidner om usund kultur og dårlig etik i dele af advokatstanden.

»Det er dybt alvorligt, når branchen selv går ud og melder om kartelagtige konstruktioner og flosset moral,« siger Trine Bramsen (S).

Preben Bang Henriksen (V) er enig, men ser en stor udfordring i at komme problemet til livs, fordi enhver har ret til selv at vælge sin forsvarer.