Britta Nielsens svigersøn sigtet i svindelsagen fra Socialstyrelsen
Manden er sigtet for efter aftale med Britta Nielsen at have skaffet værdier af vejen.
Endnu en person er sigtet for groft hæleri i den store svindelsag, hvor Anna Britta Troelsgaard Nielsen er mistænkt for at trække mindst 111 mio. kr. ud til sig selv via sit job i Socialstyrelsen.
Københavns Byret besluttede onsdag at ophæve navneforbuddet for den nyligst sigtede i sagen, den 37-årige Kian Omid Mirzada, som er gift med Britta Nielsens ene datter, Karina Jamilla Hayat.
I byretten blev sigtelsen mod Kian Omid Mirzada læst op af specialanklager Kia Reumert fra SØIK, også kaldet Bagmandspolitiet. Britta Nielsens svigersøn mistænkes af SØIK for i forening med andre personer, bl.a. Britta Nielsens to døtre, at have skaffet værdier af vejen, som skulle stamme fra svindlen i Socialstyrelsen. De tre skulle ifølge anklageren have fjernet og gemt anseelige beløb, og det skulle være sket efter aftale med Britta Nielsen.
Det var bl.a. af hensyn til sagens alvorlige karakter og offentlighedens åbenlyse interesse i den, at dommer Jens Stausbøll ophævede navneforbuddet. Den sigtede var ikke selv til stede ved retsmødet, men han var repræsenteret ved forsvarsadvokaten Andro Vrlic, som forgæves kæmpede for opretholdelse af navneforbuddet. Hans klient nægter sig skyldig.
Ifølge Kia Reumert er der tale om »en bred sigtelse« mod Kian Omid Mirzada, og efterforskningen mod ham er endnu på et tidligt stadie. Kian Omid Mirzada blev sigtet tilbage i december, men sigtelsen er først nu blevet kendt i offentligheden.
»Vi valgte at sigte ham tidligt, så han fik en sigtets rettigheder, herunder en beskikket forsvarer, så hurtigt som muligt. For det er en sag med stor interesse fra offentligheden,« sagde Kia Reumert ved retsmødet.
Dømt for grov vold
Kian Omid Mirzada er tidligere blevet beskrevet i pressen. Det skyldes bl.a., at han tidligere er dømt for grov vold og i øjeblikket er sigtet i en kidnapningssag, som både Ekstra Bladet og BT har beskrevet.
Foruden sigtelsen mod Kian Omid Mirzada er også Karina Jamilla Hayat og hendes søster, Nadia Samina Hayat, sigtet for groft hæleri. Det samme er deres bror, Jimmy Hayat, som lige nu sidder varetægtsfængslet.
Britta Nielsen, som ligeledes sidder varetægtsfængslet, ville i et grundlovsforhør den 10. november 2018 ikke svare på, om hun erkendte sig skyldig eller ej.
Jyllands-Posten har gentagne gange forsøgt at kontakte Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, for at spørge ind til Britta Nielsens stillingtagen til skyldspørgsmålet, men Nima Nabipour tager ikke telefonen.