Snedigt våben imod spritkørsel
Silkeborg Kommune tager utraditionelt middel i brug imod et stigende problem med spritbilister.
Målet helliger midlet, synes filosofien at være i Silkeborg, hvor man vil have gjort noget ved et stigende antal trafikuheld med spritbilister.
For at dæmme op for problemet med spritbilister deler kommunen falske p-afgifter ud, som i stedet for at kræve penge, skal fungere som en venlig påmindelse om ikke at køre med spiritus i blodet.
»Vi bruger falske p-afgifter i vores kampagne mod spirituskørsel for at nå ud til bilisterne og i sidste ende måske redde et liv. Det kan være, den falske p-afgift kan få pårørende til at stoppe en mulig spritbilist eller få en mulig spritbilist til at tænke en ekstra gang over, om det nu er en god idé at køre,« fortæller Gitte Merstrand fra Vej & Trafik i Silkeborg Kommune.
Ifølge Gitte Merstrand var der i 2017 syv dødsulykker i Silkeborg Kommune. Fire af dem skyldtes spirituskørsel.
I løbet af december bliver de falske p-afgifter sat i forruderne på biler. Inde i den falske p-afgift ligger også folderen ’Tjek din promille’, som er i lommestørrelse. Her kan man tjekke sin promille ud fra vægt, køn og antal genstande man har drukket.
Ideen med de falske p-afgifter stammer ifølge tvmidtvest.dk fra tre HTX-studerende, som vandt en innovationskonkurrence med forslaget om at bruge noget, der ligner en bøde, til at få bilisternes opmærksomhed.
Den ide hylder man hos Rådet for Sikker Trafik.
»Det er godt, at Silkeborg Kommune sætter fokus på spritkørsel. Mange har svært ved at vurdere, om de har fået for meget at drikke, når de skal ud at køre. Vi fraråder, at man prøver at regne på, hvor høj ens promille er, da der er stor risiko for, at man regner forkert. Hvis man skal ud at køre, bør man højst drikke én genstand,« siger Michelle Laviolette, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.