Fortsæt til indhold
Indland

4.000 forkerte doseringer af medicin: Region kendte til fejl i fire måneder

En it-fejl blev først rettet im slutningen af oktober, selvom den blev indberettet i juli.

Region Hovedstaden kendte i fire måneder til en fejl på it-systemet Sundhedsplatformen, der betød, at der stod forkert dosis på recepmedicin til flere tusinde patienter, skriver DR, der har fået aktindsigt i et notat fra Styrelsen for patientsikkerhed.

Og nu vil Region Hovedstaden og Region Sjælland undersøge, om it-fejlen har ført til dødsfald, skriver Ritzau.

En bruger af Sundhedsplatformen indberettede fejlen den 5. juli, men dengang var det ikke muligt at finde fejlen. Den blev først fundet i slutingen af september, da man opdagede fejl med doseringen af paracetamol i september, og den 25. oktober kunne Region Hovedstaden melde, at fejlen var rettet.

Og den lange proces med at få rettet i fejlen resulterede i, at 4100 doseringer af bl.a. livsvigtig medicin var fejlagtige.

Fejlen møder bred kritik fra både læger, Danske Patienter og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

»Det er meget bekymrende, at man får en indberetning af en fejl, men at man laver en forkert vurdering af, hvor omfangsrig den faktisk er. Det rejser spørgsmål ved, om regionerne har de tilstrækkelige testprocedurer og overvågningsprocedurer for at finde fejlene,« siger Annette Wandel der er vicedirektør i Danske Patienter til DR.

Overfor DR beklager formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp (S), men hun bemærker også, at fejlen kun ramte 0,6 pct. af alle recepter.

»Det er ikke tilfredsstillende, og vi er ved at undersøge, hvordan der kunne gå så lang tid. Det er svært at finde en nål i en høstak. Når det handler om så lille en andel af en halv million recepter, kan det være svært at finde tilbage til, hvor fejlen opstod,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

Indtil videre har fem patienter ifølge Ritzau taget forbigående skade af fejlene, mens yderlige 303 patienter skal undersøges.

De to regioner skal samlet undersøge 24 dødsfald.