Hun ånder for sit arbejde
50 år fredag: Erhvervskvinden Lotte Reimar udlever sine drømme gennem jobbet.
»En kæmpe drømmer« kalder erhvervskvinden Lotte Reimar sig selv.
I 2010 blev hun adm. direktør i Parken – efter først at have været ansat i Parken Sport & Entertainment og siden underdirektør i Parken Venues.
Hun stoppede i 2012 for, som hun siger, »at starte forfra ved køkkenbordet som selvstændig.«
I dag er hun direktør i og medejer af firmaet Running Dinner, der arrangerer events for singler. Hun ejer tilmed Reimar Co-operation, og så skriver hun klummer i Ekstra Bladet.
På bloggen på sin hjemmeside deler hun sine tanker om alt fra alderstegn til arbejdsliv.
»Trangen til at skabe noget nyt skriger i mig. Der bor en lille iværksætter i mig, der har meget mere som skal leves ud,« lød det i et indlæg, som hun publicerede på bloggen primo året.
»Jeg er et menneske, der helt basalt er drevet af at skabe resultater. At arbejde har altid været min helt store passion og fyldt meget i mit liv. Er der overskud af tid, igangsætter jeg gerne et nyt projekt. Hos mig er der ikke altid langt fra tanke til handling, og jeg sætter mig hele tiden nye mål i livet, som jeg kan løbe efter. Mine børn er derfor ikke vokset op med hjemmebagte boller, når de kom hjem fra skole,« siger erhvervskvinden, der er mor til en voksen datter og en teenagesøn. Senest er hun blevet mormor til lille Alma.
Mens Lotte Reimar var ansat i Parken, kunne arbejdsugen snildt løbe op på 70 timer. Til ugebladet Femina sagde hun i den sammenhæng:
»Mit arbejde betyder, at jeg får lov til at være autentisk og eksistere her i verden. Jeg har et drive og en lyst til at skabe resultater, som jeg hverken kan få tilfredsstillet ved at være sammen med mine børn eller mine veninder.«