Dom: Udvisning af Jura Levakovic var efter bogen
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har talt i sagen om Jura Levakovic.
Der var ikke tale om et brud på på menneskerettighedskonventionens artikel 8, da Jura Levakovic blev udvist af Danmark i 2017.
Det fastslår Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tirsdag.
I dommen lægger domstolen bl.a. vægt på, at Jura Levakovic ikke er afhængig af sine forældre eller søskende og ikke har nogen børn samt det faktum, at byretten i sin tid fastslog, at Levakovic vurderes som dårligt integreret i Danmark.
I december 2017 blev den 31-årige Jura Levakovic, som er nevø til den såkaldte ”sigøjnerboss” Gimi Levakovic, udvist til Kroatien.
Kroaten, der kom til Danmark fra Holland, da han var ni måneder gammel, var tidligere blevet idømt betingede udvisninger ad to omgange. Men i 2012 betød domme for hjemme- og bankrøveri, at han også skulle udvises for bestandigt efter afsoningen.
To måneder efter var han dog tilbage i København, hvor han sendte live på Facebook fra en køretur i hovedstadens gader.
Da politiet anholdt ham, sagde han ifølge Ekstra Bladet i dommervagten:
»Jeg har en sag kørende ved menneskerettighedsdomstolen, og hvis jeg ikke får medhold i den, så vil jeg alligevel komme tilbage til Danmark for at besøge mine forældre og familie de næste 50 år.«
Selvom det er en enig domstol, der afviser Levakovic’ klage, skriver to dommere, at de har gjort det med en vis tøven.
De hæfter sig ved, at Levakovic ikke har nogen tilknytning til Kroatien, ikke taler sproget og formentlig vil bosætte sig et land tæt på Danmark.
»Hvis Danmark ikke er ansvarlig for klagerens handlinger, selv når han har boet der næsten hele sit liv, så må det samme være endnu mere sandt for andre stater, som klageren ikke har nogen forbindelse til overhovedet. Således synes spørgsmålet at være, om udvisningen er forenelig med Danmarks internationale forpligtelser. Med andre ord: Kan andre stater ende med at opleve konsekvenserne af Danmarks reaktion på noget, som er sket i Danmark?,« lyder det i en kommentar til dommen fra Ledi Bianku og Paul Lemmens.
I 2016 stadfæstede Højesteret en dom fra landsretten, der sagde, at Gimi Levakovic ikke kunne udvises til Kroatien trods en lang række domme for forskellige former for kriminalitet. I dommen henviste Højesteret til tidligere domme fra EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og konkluderede, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise ham, bl.a. fordi han havde små børn.
Flere andre medlemmer af Levakovic-familien er dog blevet udvist.