Fortsæt til indhold
Indland

Blodigt opgør i Holbæk: Rockere nægtes adgang til klubhus

Myndighederne i Holbæk tager endnu et skridt i opgøret med kriminelle i byen.

/ritzau/

I et forsøg på at bremse en voldelig konflikt i Holbæk forbydes rockere fra Bandidos nu efter alt at dømme at tage ophold i deres klubhus.

Mandag middag er det uklart, præcis hvornår et forbud vil kunne træde i kraft. Men det vil formentligt kunne ske i løbet af dagen, oplyser kommunens chefjurist, Kirsten Kemp, til dagbladet Nordvestnyt.

Forbuddet betyder, at personer med tilknytning til Bandidos ikke længere må opholde sig på adressen Østerstræde 4 i Holbæk.

Forrige søndag meddelte Holbæk Kommune, at man havde i sinde at forbyde adgang til klubhuset. Og da kommunen i løbet af den otte dage lange høringsfrist ikke har modtaget indsigelser, kan forbuddet nu træde i kraft.

Samlingsforbuddet er det seneste værktøj, som myndighederne tager i brug for at dæmme op for konflikten i Holbæk, der er eskaleret i oktober.

Midt- og Vestsjællands Politi indførte således i sidste uge visitationszone i midtbyen og i boligområdet Agervang, hvor der også har været voldelige overfald i forbindelse med konflikten.

Samlingsforbuddet i Bandidos-klubhuset gælder i første omgang i tre måneder. Det kan herefter forlænges på ubestemt tid, hvis kommunen vurderer, at der fortsat er grundlag for at forbyde adgang.