Fortsæt til indhold
Indland

Efter påstået svindel for 111 mio. kr.: Kurator har kun fundet værdier for 2 mio. kr.

Hun er anklaget for at snyde landets mest udsatte for 111 mio. kr. Sagens kurator har kun fundet en brøkdel af pengene.

Det er indtil videre kun lykkedes at finde værdier for godt to mio. kr. hos den svindelsigtede og internationalt efterlyste Anna Britta Troelsgaard Nielsen.

Det fremgår af en skrivelse fra kurator, advokat Boris Frederiksen til Sø- og Skifteretten i København.

Britta Nielsen er sigtet for svindel for mindst 111 mio. kr., og Socialstyrelsen har et krav mod hende på knap 123 mio. kr. inklusiv renter for påstået underslæb begået siden 2002.

I det lys forslår godt to mio. kr. - helt præcist 2.123.810 kr. - ikke meget.

Britta Nielsen udnyttede sin betroede stilling under Børne- og Socialministeriet - de seneste år i Socialstyrelsen - og sin status som superbruger til at hive penge ud til sig selv, enten ved at oprette fiktive satspuljeprojekter og fiktive tilskudsmodtagere, eller ved at ændre på kontooplysningerne, når der skulle tildeles penge til reelle modtagere. Hun ændrede kontonumrene til sit eget i Danske Bank, og når pengene var overført til hendes konto, rettede hun kontonumrene tilbage, så alt så tilforladeligt ud.

Men kurator har kun fundet knap 239.000 kr. på Britta Nielsens bankkonti, viser redegørelsen til Sø- og Handelsretten dateret 11. oktober.

Det største aktiv er villaen i Hvidovre, hvor den offentlige vurdering var 2,750.000 kr. i 2017. Men der er gæld i huset, så et skønnet eventuelt provenu anslås til 800.000 kr. En ødegård i Sverige skønnes at kunne give et provenu på 600.000 kr.

Dertil kommer beløb på godt 231.000 kr. og knap 235.000 kr. på henholdsvis en kapitalpension og en ratepension.

Pensionsmidler er normalt beskyttet mod krav fra kreditorer, men det mener kurator på nuværende tidspunkt ikke bør være tilfældet i denne sag, da indbetalingerne ikke hænger sammen med Anna Britta Troelsgaard Nielsens lønforhold på tidspunktet for indbetalingerne.

Dermed lægger han altså op til, at pengene skal trækkes ud af hendes pensionsopsparinger og betales ind til konkursboet for i sidste ende at blive betalt tilbage til kreditorerne, herunder Socialstyrelsen.