Overblik: Mistænkt i svindelsag fik medalje af dronningen
Særligt betroet medarbejder i Socialstyrelsen mistænkes for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner.
Over en årrække - fra 2002 til 2018 - lykkedes det tilsyneladende en central medarbejder i Socialstyrelsen at flytte ikke mindre end 111 millioner kroner fra styrelsens kasser til sine egne lommer.
Den mistænkte - en 64-årig kvinde - er internationalt efterlyst.
Læs mere om hende her:
- Afdelingsleder i Socialstyrelsen frem til 26. september 2018.
- Var ansat i mere end 40 år og har modtaget dronningens fortjenstmedalje i sølv for sit arbejde i styrelsen.
- Har en villa i Hvidovre ved København.
- Politianmeldt 25. september 2018 - mistænkt for groft underslæb.
- En intern undersøgelse peger foreløbigt på, at kvinden har svindlet for 111 millioner kroner, som hun har overført fra Socialstyrelsen til egne konti.
- Svindlen skulle være foregået fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger.
- Kvinden var såkaldt superbruger af Socialstyrelsens it-systemer.
- I styrelsen har hun blandt andet været ansvarlig for satspuljen, der er penge øremærket særligt udsatte grupper i samfundet.
- ”Hun har haft særlige rettigheder og privilegier, og hun har haft en betroet stilling i tilskudsadministrationen,” forklarede departementschef i Børne- og Socialministeriet Jens Strunge Bonde under et pressemøde om sagen mandag.
- Hun er på fri fod i udlandet og er derfor efterlyst internationalt.
- Kvinden er blevet varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede - efter et retsmøde for dobbeltlukkede døre.
- Hendes advokat, Nima Nabipour, fortæller til Ritzau, at han er i kontakt med kvinden. Men han vil ikke røbe, hvordan hun forholder sig til sagen.
- Til hendes adresse har der været knyttet et stutteri og en genbrugsforretning. Virksomheden blev stiftet i 2006 og ophørte i 2016.
- Sø -og Handelsrettens skifteret har 4. oktober 2018 taget kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personligt konkurs.
- Herefter har en kurator beslaglagt en ejendom i Danmark, en ødegård i Sverige og ”et lille” indestående i et dansk pengeinstitut.
- Ifølge Jyllands-Posten viser billeder af den 64-åriges hus fra 2016, 2017 og maj 2018, at der har været parkeret biler af stor værdi uden for kvindens hjem i Hvidovre - herunder en Mercedes, en Audi og en Range Rover.
- Avisen skriver også, at den mistænkte ejer flere virksomheder i udlandet sammen med sin datter.
- Virksomhederne har at gøre med køb og salg af heste.
Kilder: Ritzau, Børne- og Socialministeriet, Virk.dk, Politiken og Jyllands-Posten.